Joy til Tilsynsrådet med kæreste
Roskildes borgmester vil have afklaring om inhabilitet i forhold til Jens Müller og Erhvervsforum
I sagen om inhabilitet i forhold til sin kæreste Jens Müller, der er direktør for kommunens samarbejdspartner Erhvervsforum, går Joy Mogensen nu til Tilsynsrådet. Det fører opsyn med, om kommunerne træffer lovlige beslutninger. Roskildes borgmester reagerer hermed på kritikken fra oppositionen, repræsenteret af Annie Larsen (V) og Merete Dea Larsen (DF), som offentligt har rejst dette spørgsmål. Juridisk har der også været kritik af hendes dobbeltrolle som øverste arbejdsgiver for kæresten. - Ganske vist har jeg tidligere fået en vurdering fra kommunaldirektør Henrik Kolind og kommunens egen juridiske afdeling, der gik ud på, at det ikke var noget problem, da jeg ikke for nogen direkte del i samarbejde med Erhvervsforum. Jeg vil ikke underkende vores egen forvaltning. Men samtidig er det endnu vigtigere, at der ikke kan rejses nogen tvivl om, at alt går rigtigt til i Roskilde kommune. - Derfor vil Kolind og jeg i et brev bede Tilsynsrådet om at komme med en vurdering af det, der er foregået ind til nu - og en vejledning om, hvordan jeg skal forholde mig i fremtiden, så der ikke kan opstå flere problemer, forklarer Joy Mogensen.
Turistarbejde
Roskilde Erhvervsforum har en kontrakt på 2,5 millioner kroner om året med kommunen om at stå for markedsføringen, som skal trække turister til byen og området. - Men det er altså ikke med Jens personligt, men organisationen, og jeg har ikke været med til at bevilge penge til ham, siger Joy Mogensen nu. - Når jeg ser på det bagefter, kan jeg godt se, at jeg måske skulle have fortalt om vores forbindelse tidligere. Men det hele var jo så nyt, og hvornår er der tale om et fast forhold. - Nu vil jeg i hvert fald have det hele afklaret af en instans udefra, så der ikke er nogen tvivl om lovligheden i, hvad jeg gør. tk