Team HK Køge starter det nye år med brask og bram
Fire spændende kampe i 2. Division og en pokaldyst mod Ajax venter forude.
HÅNDBOLD: Efter en velfortjent jule- og nytårspause efter en helt igennem fornem første halvdel af sæsonen, startede Team HK Køges førstehold i 2. Division forberedelserne til anden halvsæson sidste torsdag.
Og det bliver en indledning på det nye år, som næppe er set mere spændende.
Køge-holdet sluttede efterårssæsonen af i stor stil med seks sejre i træk i 2. Division - og dertil en pokalsejr over Holbæk HK. Den flotte serie betød, at Team HK Køge har holdt juleferie på andenpladsen i rækken, en plads der gerne skulle forsvares i de sidste 11 spillerunder.
Et fingerpeg om mulighederne herfor, får man allerede inden for de første fire kampe.
- Det bliver en usædvanlig hård, men sindssygt spændende start vi går i møde, fortæller klubbens sportschef Casper Jeppesen til Lørdags-Avisen.
På søndag den 12. januar kl. 15.00 genoptages turneringen med hjemmekampen mod Sydhavsøerne i Køgehallen.
- På papiret en kamp, som vi bør vinde, da Sydhavsøerne indtager en af bundplaceringerne. Men deres førstehold i 1. Division spiller lørdag, hvorfor klubben rykker nogle spillere herfra ned på andetholdet for at give dem kamptræning. Så nogen nem opgave bliver det bestemt ikke. Men det er ganske enkelt et must at vi får begge points i den kamp, fortæller Casper Jeppesen.
Efter opgøret mod Sydhavsøerne går det så slag i slag med utroligt vigtige kampe for Lars Nedergaards tropper.
Lørdag den 25. januar kl. 16.30 spiller Team HK Køge på udebane mod Holte IF der ligger nummer 3. Søndag den 2. februar kl. 15.00 gælder det topbraget mod rækkens førerhold HIK i Køgehallen og den 22. februar kl. 15.00 går det løs på udebane mod FIF, der har holdt juleferie på fjerdepladsen.
- Der bliver tryk på men vi glæder os utroligt til disse kampe. Det bliver frem over isen - vi skal være helt klar fra første sekund i alle kampene. Der er ikke råd til "ikke at være til stede" i nogen af kampene, hvis vi skal opfylde drømmen om at være med helt fremme til sidst. Efter dette startprogram ved vi, om vi fortsat er med fremme hvor det er sjovt eller vi stort set har udspillet vores rolle i oprykningskampen. Det kan næsten ikke blive mere spændende siger Casper Jeppesen.
Og ind imellem disse kampe, melder sig en ganske interessant kamp i DHFs Landspokalturnerings 4. runde, hvor Team HK Køge har fordel af hjemmebane mod Ajax Københavns 1. Divisionshold. Dén kamp spilles førstkommende onsdag den 15. januar kl. 19.30 i Køgehallen. En kamp der kan give et fingerpeg om, hvor Team HK Køges unge hold står i forhold til et højere rangerende mandskab.
Skal finde energien frem igen
Cheftræner Lars Nedergaard forventer en rigtig vanskelig start på 2014 når Sydhavsøerne kigger forbi.
- Deres førstehold spiller lørdag og derfor kan de rykke fire U/23 spillere ned til andetholdskampen mod os. Så det bliver en svær kamp. Vi slog dem med nød og næppe i første halvdel af sæsonen. Jeg er mega spændt på hvor vi står efter den to uger lange vinterpause. Vi skal finde enrgien frem igen - ærgerrigheden og sulten. Vi skal bygge videre på den fine første halvdel af sæsonen vi havde i efteråret. Vi fik et wake-up call midt i ugen hvor vi tabte en træningskamp til Hvidovre der ligger i toppen af 3. Division, siger Lars Nedergaard til Lørdags-Avisen.
Der er lidt tvivl om Jonathan Mollerup til søndagens kamp - men ellers er truppen skadesfri.
Stor håndboldsøndag i Køgehallen
I det hele taget bliver der masser af håndbold at opleve i Køgehallen søndag den 12. januar.
Før divisionskampen spiller Dame Serie 2 kl. 13.30 mod Sorø og efter divisionskampen, kl. 16.30, løber TeamHK Køges andethold på banen til et vaskeægte lokalopgør mod Jersie HK i Kvalifikationsrækken.
Danmark eller Kroatien
Og så er det i weekenden at EM-slutrunden i herrehåndbold starter på dansk grund. En slutrunde der naturligvis også vil blive fulgt tæt af Køge-træneren, når ikke træning og kamp i Team HK Køge står på programmet.
- Jeg har umiddelbart Kroatien som kneben favorit. Jeg synes de ser en anelse bedre ud end det danske hold, hvor midterforsvaret kan blive akilleshælen. Men lur mig om ikke det danske hold vokser på hjemmebane og med 10.000 tilskuere i ryggen. Det har vi lov at håbe og tro på. Så det bliver guld til enten Kroatien eller Danmark, forudser Lars Nedergaard.