Kører du ordentligt?

Jeg begyndte at køre bil ret tidligt. Faktisk var jeg vist kun seks år, da jeg sad ved rattet i min fars bil på stranden ved Sønderho på Fanø. Godt nok var det på skødet af min far, så jeg kun skulle styre, og det gjorde jeg så. Lige ud i vandet.
Min far fik rettet op i tide, så vi undgik det uberegnelige Vesterhav.

Andre regler

Siden kørte jeg ind imellem, når jeg fik lov. Det var vist ikke helt lovligt, heller ikke dengang, men det var også der, hvor det med at bruge selen, var noget de overforsigtige gjorde. Vi unger lå og rodede rundt på bagsædet, eller sad med en arm om hvert forsæde, lige i smørhullet med enden helt ud på kanten af sædet og godt udsyn gennem forruden.
Jeg har vist altid elsket at køre bil.
Hver gang min far skulle ud at køre, spurgte jeg, om jeg måtte komme med.
Så satte han musik på, og jeg sad og sang, hvor jeg kunne teksten. Vi sagde ikke så meget, så der var masser af tid til at tænke eller til at øve sig på stavning på de skilte, vi kørte forbi. Og lægge mærke til, hvordan han kørte. Lige være lidt hurtig fra krydset, være opmærksom på de andre, give plads, hvis nogen skulle ud. Den slags.

Det blev en - Alfa

Min fars første ønskebil, var en Volvo sportsvogn. Lidt et paradoks af en bil, vil nogen måske tænke, men den var godt nok fin. Siden fulgte mange biler, men min helt egen interesse begyndte den dag, han kom hjem med en Alfa Romeo. En Alfasud. Derefter fulgte en Alfetta, Giulietta og en Alfa 33.
Min fars mantra med de biler var, at ingen bil lå bedre på vejen.
Det fik jeg i sandhed at mærke selv senere, men det vender jeg tilbage til.
Min far fik andre biler, og jeg selv blev studerende og kørte meget på cykel. Så meget, at da jeg blev 18, gav det ikke mening at tage kørekort, for jeg boede, arbejdede og studerede i København.
Fik en kæreste, ikke noget kørekort, blev gift, fik børn og det føltes stadig ikke nødvendigt at få et kørekort. Men jeg drømte ofte om biler, og om at jeg kørte. Og jeg elskede stadig at sidde i en bil og bare være på vej.

Hjulspind på grusvej

Så flyttede jeg til Jylland, og som min jyske mand sagde, kan man ikke bo i Jylland uden at have kørekort. Så han fik mig overtalt til at sætte mig bag rattet af hans bil, så skulle han nok lige vise mig det grundlæggende.
"Bare tag det stille og roligt, koblingen ned, sæt i første, løft foden fra koblingen og tryk ganske forsigtigt på speederen samtidig." Det gjorde jeg.
Og bilen fløj frem på grusvejen, lavede hjulspind, og jeg var drejet til højre op ad vejen, før han overhovedet fik spændt selen.

Kør frisk til

Jeg fik en god kørelærer, og et par måneder senere også et kørekort. Ved køreprøven sagde den motorsagkyndige, at jeg skulle være opmærksom, men ikke overforsigtig.
"Kør frisk til," sagde han, og det har jeg gjort lige siden, lige som min far og min mand.
Og jeg tror faktisk, køreglæde og kørestil er arveligt. En svensk professor, Kjell Nordström, har engang til en konference sagt, at hvis man vil lære noget ordentligt, så skal man finde den, der er bedst til det, man nu vil lære, og så tilbringe så meget tid sammen med vedkommende som muligt. På den måde lærer man nemlig bedst.

En klæber

Nå ja, det med at en Alfa ligger godt på vejen. På et tidspunkt kørte jeg med mand og børn til Italien i vores dengang røde Alfa Romeo 156 2,4. Efter en tur på knap 14 timer nåede vi enden af Østrig og kørte ind i Alfaens hjemland, hvor 156'eren også bliver brugt som politibil. Når man er træt og samtidig kører med pæn hastighed på autostradaen, som svinger mere end en maniodepressiv på speed, så mærker man tydeligt, hvordan Alfaen klæber sig til vejen. Den er helt klart bygget til de sving, der ville få mange andre biler til at skulle sænke farten for at komme rundt på forsvarlig vis.

Dine børn kører som du

I dag kører jeg selv Alfa Romeo. En Giulietta. Og jeg kører vist ret meget som min far.
Så vær opmærksom på, hvordan du kører og hvilken bil, du køber, for dine børn kommer højest sandsynligt til at lære af dig og køre, som du gør. Inklusive fejl og mangler.