Fortsæt til indhold

Musik og billedskole elever fra Varde optræder i hele kommunen

Varde Musik & Billedskole har godt fat i de unge, hvilket kommer mange til gode rundt i hele kommunen

Arkiv
Kim Schou

For nylig spillede teaterforeningen HATS forestillingen Pippi med musik af Sebastian og her kunne en række af Varde Musik & Billedskoles elever opleves - såvel på scenen som i orkesteret.
Ligeledes har teaterforeningerne rundt i kommunen som eksempelvis ”7-kanten” og ”Drabanterne” haft glæde af de færdigheder, som skolens elever har tilegnet sig.
Mange forestillinger kan ofte være musikalsk krævende såvel for musikere som for solister, som derfor hurtigt får brug for de redskaber, de har tillært sig i Musik og Billedskolen. I HATS"s forestilling Pippi bestod orkesteret udelukkende af unge fyre, der alle havde modtaget undervisning gennem skolen.
”Det er en glæde, når HATS har mulighed for at samarbejde med de unge, der i løbet af processen samtidig finder ud af, hvad det vil sige at spille teatermusik. Ligesom vi i foreningen tilstræber at kunne tilbyde vores skuespillere at skulle samarbejde med et velspillende orkester,” fortæller Holger Grumme Nielsen fra HATS.
For en del af de unge musikstuderende er det første gang, de oplever, hvordan musikken bliver brugt som et teatermæssigt redskab til at skabe stemninger i forestillingen, og hvordan man får musik, sang, dans og teater til at gå op i en større helhed.

Kunstnerisk sparring

”Vi har imidlertid ikke som teaterforening mulighed for at give de unge mennesker den fulde feedback og kunstneriske sparring, som det har været nødvendigt for, at de fik optimale muligheder for at få udviklet og udfordret deres potentiale i forhold til teatermusik, netop derfor er det godt, at de kan gå til deres lærer på Musik & Billedskolen og få den nødvendige undervisning,” fortsætter Holger Grumme Nielsen.
For såvel skuespillerne som musikerne er samarbejdet ligeledes med til at knytte kontakter til andre mennesker, der holder af sang og musik. Ved at deltage i HATS's opsætning får deltagerne skabt en ny omgangskreds i et ukendt socialt miljø. Der er således positiv synergi mellem teaterforeningerne og Varde Musik & Billedskole, hvor begge parter får noget ud af det. På Varde Musik & Billedskole fryder man sig, når eleverne får lyst til at optræde med deres evner:
”For os er det glædeligt, at vores elever får mulighed for at udøve det de lærer på Musik & Billedskolen. Et af vores formål er netop at udvikle elevernes musikalske evner og derved skabe forudsætninger for aktiv deltagelse i musiklivet og på den måde virke til fremme af det lokale musikliv,” fortæller Henrik Gantzel, der er daglig leder på Varde Musik & Billedskole.
"Således er der tale om et frugtbart samarbejde, hvor alle parter har kunnet glæde sig over den udviklingsproces, de unge mennesker gennemgår i prøveforløbet og spilleperioden."