Fortsæt til indhold

Mindeord

Arkiv
Arkiv

Faglærer på UCR, Slagteriskolen, Marit Smalbro Jakobsen, er død. Alt for tidligt. Hun blev 57 år. Men hun vil leve videre i vores erindring. Marit blev uddannet husholdningslærer på Ankerhus Seminarium i 1980 og tog senere en overbygnings-uddannelse i klinisk diæt. Med undtagelse af en enkelt kort afstikker til FDB, hvor hun var forbruger-konsulent, har Marit arbejdet i uddannelsessystemet hele sit liv. Hun arbejdede i en lang årrække med AMU-undervisning på Københavns Tekniske Skole. I august 2008 kom hun til UCR, Slagteriskolen, som faglærer, og hun har til kort før sin død undervist i rengøring, vaskeri, fødevarer og diæter og personlig udvikling. Marit vil blive husket som en skattet kollega og et meget varmt menneske. Hun var en dygtig underviser, der var god til at læse de forskellige kursisters behov og målrette undervisningen derefter. Hun udviste altid stort overskud i undervisningen og udviklede gerne nyt undervisningsmateriale undervejs, hvis hun fornemmede, at eleverne havde et andet behov end først antaget. Udvikling og fleksibilitet var to vigtige nøgleord i beskrivelsen af Marit. Hun var med i teamet, der udviklede serviceassistentuddannelsen, og der er ikke tal på de kurser, kompendier og undervisningsmaterialer, hun har deltaget i udviklingen af. Marit har bl.a. udviklet mange undervisningsmaterialer for SUS, Service-erhvervenes Efteruddannelsesudvalg og skrevet flere fagbøger. Materialet var altid til fri afbenyttelse for kolleger. Hun var ivrig fortaler for dele-kultur, og hendes givende og positive væsen fremmede den gode kollegialitet i teamet, hun var tilknyttet på UCR. Som menneske var Marit omsorgsfuld, venlig og givende. Var god til spontant at lægge vejen forbi venner, der måske trængte til lidt opmuntring. Hun var utrolig god til at vedligeholde kontakten til gamle venner og kolleger, og havde derfor venner i hele landet. Hun havde flere grupper, der mødtes af gamle kolleger og venner, ofte i hendes hyggelige lejlighed på Frederiksberg, da den lå centralt for de fleste. Hun var en kreativ person, der elskede farver og at skabe ting med hænderne. Hun var meget interesseret i kunsthåndværk og havde en stor viden herom. Marit var familiemenneske, og hendes to niecer var hendes et og alt. Natten til fredag den 3. januar måtte Marit give op overfor kræften. Hun bliver bisat fra Præstø Kirke fredag den 10. januar 2014 kl. 11. Æret være hendes minde. Marlene Selvig-Hansen direktør UCR, Slagteriskolen.