Fortsæt til indhold

Besøgsrekord på Cirkusmuseet

2013 blev et særdeles godt år på Cirkusmuseet, der med 18.000 gæster satte besøgsrekord. Søndag er der igen Cirkusleg

Arkiv
Arkiv

- Vi er utrolig glade for besøgstallet, og ikke mindst responsen fra vores gæster. Det skal ikke kun handle om kvantitet, men også kvalitet, og det kan vi se bl.a. ud fra vores brugerundersøgelser, at vi er lykkes med, fortæller museumsinspektør Mikkel Knudsen. - Samtidig er 2013 det første år, hvor vi takket være støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond har haft en artist ansat på fuld tid, og det har i den grad givet os nye muligheder og samtidig gjort museumsbesøget endnu sjovere for vores gæster. Besøgstallet får ikke museet til at hvile på laurbærerne. - Vi arbejder konstant på at udvikle nye og kvalitative tilbud til vores gæster og 2014 bliver ingen undtagelse. I det nye år vil vi bl.a. lave en udstilling om nycirkus som også vil blive kombineret med en række aktiviteter, hvilket vil ske til sommer. Derudover vil vi i endnu højere grad udvikle vores tilbud om fysisk aktivitet, så glæden og fordelene ved at arbejde med cirkus kan blive oplevet af flest mulig, siger Mikkel Knudsen. Museet har holdt lukket imellem jul og nytår, men allerede på søndag den 5. januar åbner museet op igen med bl.a. Cirkusleg, der finder sted fra kl. 11-12.30, hvor hele familien kan prøve cirkus under professionel instruktion. Du kan læse mere om museet på dets nye hjemmeside, som du kan finde på cirkusmuseet.dk.

Cirkus har til alle tider været populært. I Cirkusmuseet er det også populært selv at forsøge sig ud i de halsbrækkende udfordringer.