Hurra for kasernen
TILBAGEBLIK: Ole Aaris - frontkæmper for Haderslev Kaserne og Æreshertug i Haderslev - fremhæver bevarelsen af kasernen som et højdepunkt i 2013
Ole Aaris Skriver: År 2013 har været præget af meget stor aktivitet. Skal jeg fremhæve noget jeg synes var rigtigt godt i det forgangne år, så er det, at Haderslev Kaserne blev bevaret ved det nye forsvarsforlig. En 125 årige tradition for Haderslev fik lov til at blive, og ca. 250 arbejdspladser blev bevaret og mange familier kunne ånde lettet op. Det var glædeligt med den store folkelige opbakning til kampen om Haderslev Kasernes bevarelse. Det var ikke blot en kæmpe lokal støtte, men positive tilkendegivelser og bidrag strømmede ind fra hele landet. Man siger ofte, at politikere ikke ”hører efter hvad der bliver sagt”. Det passer ikke altid. Politikerne på Christiansborg lyttede til og forstod de argumenter, der blev fremført som begrundelse for, at Haderslev Kaserne skulle bevares. DET ER DA MEGET GODT.
Partierne bag forsvarsforliget indgik endelig en aftale om finansieringen af de øgede udgifter til erstatninger til veteraner, der har fået PTSD som en konsekvens af at have været udsendt i internationale missioner. DET ER DA MEGET GODT.
Det blev aftalt, at de forventede merudgifter i forligsperioden 2013-2017 på ca. 450 - 500 mio. kr., der skal gå til de veteraner, der tidligere har fået deres sag afvist, finansieres inden for den samlede forsvarsforligsøkonomi, herunder ved anvendelse af forsvarets opsparing. DET VAR IKKE SÅ GODT. Forsvaret har i forvejen et meget stramt budget.
Jeg synes DET ER MEGET GODT, at HAB's ledelse og personale på flere områder har udvist stor social ansvarlighed. Sidst da personlet i stedet for julegaver skænkede kr. 25.000 til Knæk Cancer.
Jeg synes man skal fokusere på det positive og DET DER GIK GODT. Der kan dog være grund til bekymring, når man ser tilbage på stormene i oktober og november og de store ødelæggelser de forårsagede. DET VAR IKKE SÅ GODT. Og så taler man om, at det må vi forvente mere af i fremtiden. DET ER IKKE SÅ GODT. Færøerne har lige oplevet den værste storm nogen sinde med vind på til 47 m/s.
Jeg ser i 2014 frem til at Haderslev Kaserne bliver ”fyldt op”, så den også bliver bevaret ved næste forsvarsforlig i 2017 samt for fremtiden. Det skal der arbejdes for. Jeg forventer at de eksisterende enheder forbliver på kasernen, at der bliver tilført værnepligtige og synergien mellem Haderslev Kaserne, Flyvestation Skrydstrup og Beredskabsstyrelsen udnyttes og danner grundlag for en Sydjysk forsvarsmetropol. Det er ved flere lejligheder påvist, at potentialet er tilstede. DET BLIVER RIGTIGT GODT.
Og så har Haderslev kommune, ved et enigt byråd, sendt en Veteranpolitik i høring. Med denne Veteranpoliti vil der blive sat fokus på de ca. 600 veteraner der bor i Haderslev kommune, hvoraf nogle har lidt skade på helbredet i forbindelse med deres udsendelse. DET BLIVER RIGTIGT GODT.