Fortsæt til indhold

Der gror ikke mos på en 100 årig

Give G&U gør klar til en anderledes sæson, for 100 år som forening skal da fejres

Arkiv
Jørgen Flindt

Så småt begynder kalenderen for 2014 at få tilknyttet flere og flere aktiviteter, der ligger ud over det vanlige. For hos Give Gymnastik & Ungdomsforening er 2014 ikke et almindeligt år. Foreningen fylder nemlig 100 år.
"Det bliver et sjovt og spændende år. Og det skal også gerne blive et synligt år, hvor vi får vist, at der ikke gror mos på den 100-årige, men at vi stadig er en meget aktiv forening. Vi er over 1000 medlemmer, men vil gerne have endnu flere, for motion er jo sundt for alle," siger Gerda Jørgensen, der er ekstern formand for Give G&U

Gymnastik stadig størst

Give G&U så dagens sol første gang i 1914, dengang kun med gymnastik under vingerne. I 1960erne kom ungdomsforeningen til, og siden igen er foreningen knopskudt sig i forskellige retninger. Blandt andet med squaredance, idræt i dagtimerne, petanque og løbeklub.
Gymnastikken er dog stadig den bærende del. Den afdeling der er klart størst.
Men tingene udvikler sig, og Give G&U udvikler sig med.
"Vi forsøger, så vidt muligt, at være i dialog med vores medlemmer. Og så synes jeg, at vi er gode til at nytænke. Vi skal jo også kunne leve op til de krav, som nutidens fritidsliv stiller mange mennesker. Foreksempel er vi begyndt at tilbyde nogle fleksible løsninger, hvor man som medlem kan flekse mellem idrætsgrene og tidspunkter," siger hun.
Give G&U planlægger en række jubilæumsmarkeringer i årets løb.
"Vi har endnu ikke alt på plads, men vi prøver på at komme rundt til alle idrætsgrenene, og der vil næsten være jubilæumstiltag hver måned i hele 2014. En af tingene er til maj, hvor vi har et samarbejde med handelstandsforeningen i Give, og hvor der vil være idræt rundt i midtbyen. Men hvad der helt præcist skal ske, er slet ikke på plads endnu. Kun i overskriftsform," slutter hun.