Fortsæt til indhold

Synd for Ove

Der var nødt til at ske noget, lyder det fra Jægerspris IK ovenpå trænerfyringen af Ove Franch.

Arkiv
Af David Foli

Fodbold Formand for Jægerspris IK, Lennie Hansen, forklarer, at seniorspillerne i klubben havde brug for et los i bagenden ovenpå et skuffende efterår. "Og da man ikke kan fyre 15 spillere, så var vi nødt til at sige farvel til træneren," siger formanden og forklarer: "Vi følte, at vi var nødt til at gøre noget. Det fungerede ikke. Og det er synd for Ove (Franch. red), for han har ikke gjort noget forkert. Det er ikke rimeligt, at skulle opsige ham, men spillerne havde brug for et los i røven. Vi har kunnet mærke, at motivationen og træningsindsatsen har været dalende. Vi har været rigtigt glade for Ove Franch. Han var den rigtige mand på det rigtige tidspunkt. Men det er en del af gamet." Ny mand på posten er Anders Bossen, som træner U/16 holdet i klubben. "Vi arbejder ud fra en fireårs plan, som vi kalder "Projekt 2018". Og her er Anders Bossen, den helt rigtige mand til allerede nu at bygge bro mellem vores kæmpestor U/16 trup og seniorholdet," siger Lennie Hansen. Anders Bossen kommer til at stå for både U/16 holdet samt seniorholdet frem til sommer, hvor han så efter planen stopper som træner for U/16-årgangen.