Intet billetsalg på Gl. Vardevej
I morgen klokken 13.00 åbnes der op for, at menigmand kan bestille billetter til EfB's hjemmekamp mod Fiorentina den 20. februar. Men denne gang bliver der ikke noget salg fra billetlugen på Gl. Vardevej, men kun via efbbillet.dk. Og der er stadig billetter at få, selv om sponsorerne har gjort et pænt indhug, fortæller EfB's billetansvarlige Esben Svane.
"Sponsorerne har været flittige til at købe og taget godt fra af både almindelige og VIP-billeter. Eksempelvis er alt mere eller mindre booket i loungen, hvor vi forventer at have omkring 1.500 spisende gæster med både skybokse og det hele," lyder det fra Esben Svane, som dog straks beroliger den 'almindelige' køber.
"Det er jo en ekstraordinær kamp, og derfor har mange firmaer købt flere billetter end normalt, men der er stadig flere tusinde billetter at få. Men vi satser da på at få udsolgt," siger Esben Svane, der har ualmindelig travlt i øjeblikket.