Torben rundede to skarpe hjørner
Både sin 60 års fødselsdag og sit 30 års jubilæum som selvstændig markerede Torben Persson fredag ved en velbesøgt reception
De kom fra nær og fjern og alle afkroge af kommunen for at lykønske. Og han tog glædeligt imod, som den glade håndværker, han er.
Fredag var der reception for autoriseret vvs-installatør og blikkenslagermester Torben Persson på Hotel Britannia, og de mange gæster bevidnede, at den rutinerede håndværker har en stor berøringsflade. Det får man naturligvis, når man har drevet Deres Blikkenslager i 30 år og selv runder de 60 år, og det var netop de to begivenheder, man fejrede i fredags.
“Det har været nogle spændende år, hvor det naturligvis er gået både op og ned. Det er dog de gode ting, der står tydeligst for mig,” fortæller Torben Persson, der havde det ganske fint med at være i centrum denne dag.
“Det har jeg prøvet før, så det gør ikke så meget. Slet ikke når der kommer dejligt mange mennesker,” lød det med et smil fra blikkenslageren, der kunne notere sig, at godt 200 gæster lagde vejen forbi for at lykønske ham.
Blandt gæsterne så man blandt andet direktør Palle Guldager Kristensen fra Danske Bank, ejendomsmægler Eivind Dam Jensen, Flemming Haahr fra Allison, direktør Niels Erik Hedeager fra MacArtney, el-installatør Flemming Høgholm og mange andre.