Fortsæt til indhold

Træpillerne vælter ind over kajkanten

Flere og flere danskere fyrer med træpiller. Og det giver travlhed på Fredericia Havn

Arkiv
Arkiv

Flere og flere danske hjem opvarmes ved hjælp af træpiller. Og det betyder, at der skal sejles større mængder ind via Fredericia Havn end nogensinde før, skriver havneselskabet ADP's nyhedsbrev. Shipping.dk forventer i år at hive helt op til 150.000 tons træpiller hjem via havnen i Fredericia.
I efteråret håndterede Fredericia Havn og Shipping.dk en last på 30.800 tons træpiller fra USA. Det er formentlig den største last af den type nogensinde i Danmark. Fem kraner sørgede for, at pillerne hurtigt blev losset og omlastet til mindre skibe samt sendt af sted på cirka 800 lastbiler. Processen forløb så godt, at shippingfirmaet satser stort på den slags fremover.
Claus Labich, der er direktørhos Shipping.dk, var imponeret over forløbet.
“Når man får så mange tons ind på én gang, er det et kæmpe logistisk puslespil. Men det klappede bare, og vi lossede 15.300 tons i løbet af en søndag,” siger han.

Omlaster i Fredericia

Shipping.dk har hidtil fået træpiller hjem fra Baltikum eller Nordeuropa. Det er sket på coastere med kapacitet på 2.000-3.000 tons.
Fremover kommer hovedparten af træpillerne fra fjernmarkederne som for eksempel USA. Men for at transportudgifterne ikke skal ødelægge forretningen, er det nødvendigt at fragte træpillerne i betydeligt større portioner.
Det betyder større skibe - og dem kan Fredericia Havn håndtere.
“Det sidste skib, vi modtog, var for eksempel 180 meter langt og stak 10 meter. Derfor bruger vi Fredericia, når vi laster om til mindre coastere, som så kan sejle videre til andre danske havne,” siger Claus Labich.

Privatforbruget vokser

Shipping.dk råder over et stort areal på Fredericia Havn. Her findes blandt andet en del af selskabets administration og et stort opsæknings-anlæg, hvor træpillerne automatisk pakkes i sække, som er lige til at køre ud til for eksempel byggemarkeder.
Selskabet var det første herhjemme til at investere i opsæknings-anlæg for cirka syv år siden, og dét har vist sig at være en fornuftig idé.
“Markedet for træpiller er stærkt stigende, og opsækning og salg til private er en voksende del af forretningen. Vores opsækningsanlæg i Fredericia arbejder på højtryk – ikke mindst når vi modtager de mængder træpiller, der kommer fra de store skibe, siger Claus Labich.