Fortsæt til indhold

Børn skal gøre gode gerninger

Hver gerning belønnes med 25 kr., som går til årets Danmarks Indsamling

Arkiv
Arkiv

Fredericia Bibliotek opfordrer alle børn til at gøre gode gerninger.
"Overrask mor og far med morgenmad på sengen. Dæk bord i børnehaven. Eller hjælp med at samle skrald op i naturen."
For hver gode gerning, som børnene gør i januar, donerer LEGO Fonden 25 kroner til årets Danmarks Indsamling.
Indsamlingen til Afrika sker i et samerbejde mellem børnebibliotekerne, Palles gavebod, DR Ultra, DR Ramasjang og LEGO Fonden.
”Hver gerning belønnes med 25 kroner, og alt tæller, hvad enten man tager opvasken efter aftensmaden, fejer opgangen eller tegner en tegning til sin farmor,” fortæller bibliotekar Lone Petersen, Fredericia Bibliotek.
”Vi er år efter år blevet imponerede af børnenes indsats og lyst til at lave gode gerninger til fordel for Danmarks Indsamling. Vi håber, at de igen viser, at lysten til at gøre noget godt for andre er stor," siger Rasmus Mandsberg fra Ramasjang.
Det eneste, man skal gøre, er at hente et skema på biblioteket eller på www.dr.dk/ramasjang eller dr.dk/ultra - udfylde det med sine gode gerninger og aflevere det på sit lokale bibliotek senest fredag den 30. januar kl. 12.