Fortsæt til indhold

Texas og Margaretha blev Luna’s redning

Hunden Luna overlevede mirakuløst en svulst i milten

Arkiv
Anne Andersen

Da Border Collien Luna, sammen med sin ejer, kom ind til Dyrlæge Margaretha Bek i Dyrlægehuset, havde hun det rigtig skidt. Hun kunne hverken spise eller gå, og hendes blodprocent var ekstremt lav:
“Luna havde været frisk dagen forinden, men var pludselig blevet meget dårlig, og kunne ingenting. Hun var virkelig dårlig, da hun kom her på klinikken, og da hun blev scannet, kunne vi se, at det hele det sejlede rundt i blod. Hun havde en svulst der sad i milten, og svulsten var sprunget”, fortæller Margaretha Bek og fortsætter:
“Ejeren skulle jo ret hurtigt tage stilling til, om Luna skulle have en chance for at overleve, eller om hun skulle dø”.

Operation

Ejerne Ulla og Steen var dog ikke klar til at tage afsked med den 11-årige Luna og der bliver gjort klar til operation. På samme tid skulle der arrangeres noget blod, da Luna's blodprocent var så lav:
“Vores veterinærsygeplejerske Sanne kørte straks hjem efter sin hund Texas. Han er rigtig sød til at sidde stille, og vi fik hurtigt tappet en halv liter blod fra halsvenen. Samtidig med operationen fik Luna blod. Da vi fik åbnet hende, var det et rent blodbad, og hun havde i hvert fald mistet en liter blod”, forklarer Margaretha Bek.
Operationen to knap to timer, og Luna fik fjernet milten og svulsten. Ligesom mennesker kan hun godt leve videre uden sin milt, og allerede få timer efter den store operation, var hun oppe fra sygelejet.
“Ejeren var jo bare så lykkelig for at have fået Luna tilbage. Jeg vil sige, at der var nok 50 procent chance for at overleve den operation, så hun har været heldig. Ejeren fortæller, at Luna er helt sig selv igen, nemlig en glad og livlig hund”, slutter dyrlæge Margaretha Bek der selv stod for den vellykkede operation.
“Det hele det sejlede rundt i blod. Hun havde en svulst der sad i milten, og svulsten var sprunget”.
Margaretha Bak, dyrlæge.

Et par timer efter operationen kunne Luna (tv.) komme udenfor og hilse på sin bloddonor Texas.