Martin og Christian går solo
To esbjergensere udlever nu drømmen og bliver selvstændige med konsulentfirma, der har speciale i olie og gas branchen
De har overvejet det gennem længere tid, og nu tager de to esbjergensere Christian Juel Adamsen og Martin Krøyer så springet og udlever drømmen om at blive selvstændige erhvervsdrivende.
Christian og Martin, henholdsvis civilingeniør og maskinmester, har fra årsskiftet stiftet virksomheden Juel og Krøyer, der et konsulentfirma, som blandt andet henvender sig til de store spillere indenfor olie og gas industrien.
“Olie og gas branchen er i vækst, og vi har i længere tid set en plads i markedet, hvor vores særlige kompetencer kunne bruges. Det er nu, vi skal vise, hvad vi kan” siger Christian Juel Adamsen, hvis titel pr. 1. januar har været administrerende direktør.
“Vores rolle bliver at være konsulenter og levere ydelser til olieselskaber som Dong E&P og Mærsk Oil, der har brug for kompetencer og ressourcer på grund af de mange kommende investeringer. Det som vi kan, er blandt andet at lave vedligeholdelsesanalyser af de faste platforme i Nordsøen og deres 'inventar' som eksempelvis gasturbiner, store pumper og så videre,” siger Martin Krøyer og tilføjer, at de begge har arbejdet med netop det område de seneste mange år.
“Og nu mener vi så, at vi med vores knowhow og erfaring er i stand til at levere et produkt af højere kvalitet end det, virksomhederne kan få andre steder,” siger Martin Krøyer.
De to venner har en fælles fortid i Esbjerg firmaet QA Consulting, hvor de grundlagde deres færdigheder inden for vedligehold i olie og gas industrien. Herefter skiltes deres veje og Christian udviklede sine kompetencer som teamleder hos Rambøll Olie og Gas, mens Martin samlede erfaring hos Mærsk Olie og Gas. Og nu er de så sammen igen, men det har ikke været et helt let valg.
“Vi havde jo begge et godt job og vores familier har høj prioritet. Men nu skulle det altså være,” siger Christian Juel Adamsen.
Juel & Krøyer holder Reception for forretningskontakter, familie og venner på Skræddergaarden i Esbjerg fredag den 17. januar klokken 14-17.