Kvindesvømning starter op i Herfølge Svømmehal
SVØMNING: Mange kvinder vil lære at svømme. De vil have muligheden for at træne kroppen på en skånsom måde og nyde glæden ved vandet. Men de vil helst kun være sammen med andre kvinder. Det kan der være religiøse årsager til. Men det kan også være, fordi man er blufærdig og føler sig tryggere sammen med andre kvinder, men stadig har et brændende ønske om at lære at svømme. Den mulighed har disse kvinder nu fået.
Ellemarkens sundheds- og trivselsprojekt Sund Zone har nemlig i samarbejde med Helhedsplanen og Køge Svømmeklub taget initiativ til at etablere et kvindesvømnings-hold i Herfølge Svømmehal.
- Vi har i lang tid haft rigtig mange kvinder, der kom til os og efterspurgte et svømmehold kun for kvinder. Det har de nu fået, så det er de naturligvis glade for. Der er allerede rigtig mange der har tilmeldt sig, siger Charlotte Baeré, der er projektkoordinator i Sund Zone, og uddyber, at der er plads til 40 kvinder og 15 piger fra 6 år.
- Kvindesvømning er et rigtig godt initiativ, der giver kvinder, der normalt ikke ville dyrke sport, en mulighed for at motionere. Det er kvinder, der normalt ikke vil tage i det lokale fitnesscenter og slet ikke i svømmehallen, fordi de måske er blufærdige af den ene eller anden grund. Og det gælder både etniske danskere og kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, siger Rikke Willesen, integrationskonsulen i Center for Dansk og Integration.
For at sikre, at kvinderne føler sig trygge, har svømmeklubben lukket for alle andre i de tre timer, hvor hallen er forbeholdt kvindesvømning.
- Når der er kvindesvømning, er der kun åbent for de kvinder og piger fra 6 år og opefter, der har meldt sig til, ingen andre har adgang i hele hallen. Der vil være tre kvindelige livreddere til stede i hallen. Disse livreddere er også svømmeinstruktører for dem, der vil lære at svømme, forklarer Jan Hansen, der er klubchef i Køge Svømmeklub.
Der er arrangeret to gratis prøvegange i Herfølge Svømmehal lørdag den 18. og lørdag den 25. januar, hvor kvinder i alle aldre, med alle etniske baggrunde og svømmekundskaber kan komme og se, hvad det går ud på og begynde at lære at svømme. Derefter vil der være kvindesvømning hver lørdag frem til sommerferien.
- Kvinderne og pigerne, der er med til kvindesvømning, skal – efter de to gratis prøvegange - melde sig ind i Køge Svømmeklub på lige vilkår som andre svømmegæster og betale et kontingent for de ca. 18 svømmegange, forklarer Jan Hansen.
Køges Bydelsmødre har været til informationsaften i Herfølge Svømmehal og har fået information om svømmetilbuddet, så de kan invitere andre kvinder, de møder i deres arbejde som bydelsmødre.
pm