Tørningspil på succeskurs
Alle interesserede inviteres til informationsmøde om årets Tørningspil
Knapt er vi kommet på den anden side nytåret før tørningfolket begynder at røre på sig. Der er en forestilling, som skal gøre klar til sommerens fornøjelige spil på engen bag Herredsfogedens Hus i Tørning Mølle.
Når der indkaldes nu er det til en meget bred gruppe, for naturligvis skal der bruges skuespillere, og det gælder både børn og voksne. Dog skal siges, at børn under tolv år skal ledsages af en voksen. Er folk nysgerrige, men måske ikke ønsker at optræde er der masser af muligheder både med for eksempel kostumer eller sceneopbygning. Det korte og lange er, at skulle der være interesse for Tørningspillet er det bare med at komme til møllerens hus på Tørning Mølle søndag den 12. januar klokken 14:00.
"I år skal vi spille ”Lyv aldrig for en pruthest”, når vi når til sommer," fortæller instruktør Lars Flyvholm Severinsen. Titlen kan måske virke en anelse plat, men masser af mennesker kan stå inde for, at forestillingen er hylende morsom. Naturligvis er der en pruttende hest, men i det lille isolerede samfund foregår der masser af ting, som er rigtigt sjove. Fra den 30. januar vil der blive øvet ugentligt om torsdagen samt nogle week-end prøver.
Yderligere information kan hentes på www.toerningspillet.dk.