Davidsen var en stensikker leverandør
Den lokale trælastkæde Davidsen spillede én af hovedrollerne da 'Blikskuret' blev til Danmarks smukkeste isarena
Davidsen var som leverandør med til at skabe de optimale rammer under opførelsen af SE Arena. Bygningen, der består af hele 190.000 gule teglmursten, er hurtigt blevet et naturligt samlingssted for sønderjyderne, som sidste sæson havde tilskuerrekord. Davidsens ordre var på ca. 900.000 kr. for murstensdelen.
Da Sønderjysk Elitesport blev stiftet tilbage i 2004, havde man sparsommelige faciliteter. Ishockeyklubbens arena blev kaldt blikskuret, og det var afgørende med bedre rammer. I 2011 stod SE Arena klar. En bygning med runde kanter og buer som et symbol på sporten. Davidsen havde en afgørende rolle i byggeriet.
"Byggeriet af SE Arena var en spændende periode, hvor vi på trods af en hård vinter med storm og kulde hele tiden var på forkant. Tidsplanen blev overholdt, og alt klappede," siger Klaus Rasmussen, adm. direktør hos SønderjyskE.
Davidsen leverede både stål, porebeton og mursten til byggeriet samt 200 tons mørtel og mellem 300-400 m2 fliser.
Nyt og gammelt integreres
Udvendigt er SE Arena skalmuret med 190.000 gule teglmursten, som bl.a. integrerer den gamle hal – blikskuret – med den nye bygning. Mellem de to bygninger er SE Arenas foyer, som bliver betegnet som arenaens hjerte.
"Vi havde vores faste gang på byggepladsen og leverede bl.a. mursten og blokke til hele murværket. Vi er glade for, at vi har bidraget med at skabe de perfekte rammer for det sønderjyske elite-sportsliv. Arenaen er enorm vigtig for lokalområdet og den sønderjyske identitet, og den har samtidig været med til at øge opmærksomheden yderligere omkring landsdelen," siger Uwe Petersen, Trælastdirektør hos Davidsen.
Ifølge adm. direktør for Danske Byggecentre, Palle Thomsen, sker det ofte, at et byggecenter har sin gang på byggepladserne, bl.a. for at rådgive.
"Byggecentre leverer de kvalitetsmaterialer, der skal til for at søsætte nye byggeprojekter, men de er samtidig meget mere end blot leverandører. Især deres evne til at sætte sig ind i kundens problematik og rådgive gør dem til et vigtigt aktiv for byggeriets parter," siger Palle Thomsen.
Et fyrtårn i Sønderjylland
Sidste sæson havde SønderjyskE tilskuerrekord med 110.000 besøgende. Arenaen er således blevet et naturligt mødested for sønderjyderne. I den nye arena har SønderjyskE da også vundet mesterskabet og pokalturneringen, ligesom arenaen også er blevet brugt til landskampe.
"Der har været enorm interesse for byggeriet fra dag et. Dagen, hvor første spadestik til opførelsen af en ny is-arena i Vojens blev foretaget, var en festdag med mere end 1.000 fans. På den måde betyder arenaen meget for sammenholdet i lokalområdet," fortsætter Klaus Rasmussen.
Arenaen blev opført i 2011 og har en kapacitet på 5.000 pladser.