Fortsæt til indhold

Fredelig kappestrid i Vojens

85 skakspillere dystede til Julehurtigturnering i Vojens

Arkiv
Arkiv

4. juledag har vist sig som et godt tidspunkt for skak i Vojens.
På dagen valfartede ikke færre end 85 skakspillere til Julehurtigturnering i Vojens, selv om der var konkurrence fra tilsvarende arrangementer i både Silkeborg og Odense samme dag. Det blev nødvendigt at låne bræt, brikker og ure hos naboklubber for at have materiel til alle deltagerne, der kom fra nær og fjern – blandt andet en enkelt fra Nørresundby og et par stykker fra Luxemborg.
I begyndelsen af 1970-erne begyndte Vojens Skakklub at arrangere juleskak, og med små justeringer har turneringen kørt uafbrudt siden da – i 2013 var det turnering nr. 41.
De seneste år har arrangementet været organiseret som 4. afdeling af Syd Grand Prix - en turneringsrække på syv i det sydlige Jylland, hvor der ud over dagsresultaterne også kæmpes om Grand Prix-points og ekstrapræmier ved afslutning af sæsonen.
Kantinen og forhallen på Lagoniskolen på Unionvej i Vojens summede derfor i lørdags. Det vil sige, der var naturligvis ro, når der blev spillet skak, men i pauserne var der rig lejlighed til at hilse på og få snakket med gamle venner, idet der naturligvis var mange gengangere fra tidligere juleturneringer.
De 85 deltagere var inddelt i grupper efter spillestyrke. Hver deltager spillede 7 partier á maks. 50 minutters varighed, og til slut blev resultatet gjort op og præmiesummen på ca. 8.500 kr. fordelt.
Vinder af mesterklassen blev Kim Skaaning, Vejle. Se de samlede resultater på haderslev.lokalavisen.dk