Fortsæt til indhold

40 år med Biblioteket Dybbøl

Biblioteket Dybbøl kan i denne måned fejre sin 40 årige beståen

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Biblioteket Dybbøl med beliggenhed på Dybbøl-Skolen fejrer i denne måned 40 års jubilæum.
Biblioteket bruges dagligt af både dagplejebørn, skolebørn samt unge og voksne. Her kan man komme og læse dagens avis, låne en computer, læse en bog med sit barn og selvfølgelig låne bøger og forskellige andre materialer. Personalet er gerne hjælpelig med at fremskaffe eller bestille bøger og andet materiale.
Der holdes mange forskellige arrangementer på biblioteket. I efterårets løb har man bl.a. kunnet høre om teens univers, mindesmærker fra genforeningen og befrielsen og sæsonens nye litteratur. De mindste har kunnet opleve 'Cirkelines sange' og se teaterforestillingen 'Hvordan mon?' Desuden mødes de små jævnligt til sang og fortælling.

Planer om lukning

Det er en del af Biblioteket Dybbøls historie, at der i tre omgange har været alvorlige trusler om at lukke det lokale bibliotek. Hver gang har stedet oplevet en massiv opbakning fra ihærdige lånere. Senest i 2007 hvor biblioteket var truet på dets eksistens.
Borgerne har stået bag aktioner, som da biblioteket stort set blev tømt for bøger som bevis på stedets berettigelse. Det var en aktion som endda kom på landsdækkende TV.
I dag er biblioteket åbent for alle lånere i kommunen dagligt fra kl. 8–22 og i weekender fra kl. 8–17, hvor man lukker sig ind med sit lånerkort. I 20 timer ugentligt er der personale på stedet.
Tirsdag den 21. januar kl. 16 vil der være reception med tilbageblik over de forløbne 40 år samt musik ved pianist Mads Granum, som stammer fra området. Der vil være en udstilling af Biblioteket Dybbøls historie i form af billeder og avisudklip, således at man får en fornemmelse af stedets udvikling siden starten i 1974.