Team Køge Volley jagter kvartfinaleplads
VOLLEYBALL: Team Køge Volleys debutanter i den danske Liga for damer er klar til at tage fat på forårssæsonen, hvor der resterer syv kampe i grundspillet.
Det meget unge Køge-hold har i sæsonens første otte kampe fået lært en masse af kampene mod Danmarks absolut bedste mandskaber - og det er en lære som gerne skulle bære frugt i den sidste del af turneringen.
- Vi vidste jo i forvejen at vi ville komme til at savne rutine, højde og fysik, og vi har derfor også som ventet været ret meget presset i kampene mod de rigtigt gode hold. Vi fik i den sidste kamp inden juleferien hentet sæsonens første sejr hjemme mod Gentofte, og sejren var meget vigtig. Nu kan vi forude øjne muligheden for at slutte på 6. pladsen i Ligaen, hvilket giver adgang til kvartfinalerne. 6. pladsen indehaves p.t. af Aarhus Volleyball, som netop er vores første modstander i 2014, siger holdets træner Sven Brix.
- Nu skal vi holde skruen i vandet og vi skal spille det spil vi kan. Så kan vi på de gode dage genere de gode mandskaber, siger Sven Brix forud for hjemmekampen mod Aarhus Volleyball lørdag den 11. januar kl. 15.00 på Asgård skole i Køge.
En nøglekamp for begge mandskaber. Inden kampen har Aarhus Volley på 6. pladsen 5 points mod Team Køge Volleys 4 på 7. pladsen. Så en sejr vil sende køgenserne forbi aarhusianerne, som vandt den omvendte kamp 3-2 før jul - trods Køge-føring på 2-0.
I vinterpausen har Team Køge Volley fået tilgang af Simone Okholm der fra 2003-2006 spillede Kidsvolley i klubben - iøvrigt sammen med flere af klubbens nuværende førsteholdsspillere. I mellemtiden har Simone Okholm bl.a. spillet i Gentofte, Brøndby og Frederiksberg - og hun har også fået nogle A-landskampe på sit CV.
- En rigtig god spiller at få til klubben til forårssæsonens kampe. Hun kan bringe noget rutine til holdet, siger Sven Brix.