Fortsæt til indhold

Jazz med gamle venner

Vestre Jazzværk kommer til Frokostjazz i Haderslev på lørdag

Arkiv
Arkiv

Vestre Jazzværk er et af de orkestre, som har spillet oftest til festival eller frokostjazz i Haderslev. Allerede da der blev holdt frokostjazz på Concordia i 90'erne var Vestre Jazzværk på programmet mindst én gang i hver sæson. Den tradition holder stort set stadig, så på lørdag serverer Vestre Jazzværk igen frokostjazz på Månen.
Vestre Jazzværk høster stor anerkendelse og omtales som et af Danmarks allerbedste og en værdig arvtager efter Papa Bues Viking Jazzband, som det spillede i sine velmagtsdage.
Orkestermedlemmerne har da også lyttet til de berømte danske jazzvikinger. Men også til de mange amerikanske og europæiske orkestre, der var populære, da de seks musikere i orkestret allerede som store drenge blev grebet at lysten til at spille traditionel jazz. Der ligger således mange års sammenspil, tusindvis af orkesterprøver og engagementer bag orkestrets tætte sound, rå-swingende drive og smittende spilleglæde. Som altid begynder frokostjazzen på Månen klokken 13.00.