Det var drilleri
En mand fra den tidligere Jægerspris Kommune er blev dømt for at sexkrænke sin steddatter.
Jægerspris Onsdag i sidste uge blev en mand fra Jægerspris dømt skyldig i at have sexkrænket sin mindreårige steddatter igennem en årrække. Ved Retten i Hillerød blev manden kendt skyldig for overgrebene, som ifølge anklageskriftet startede da pigen var 10 år gammel. Manden var tiltalt for næsten dagligt at have berørt pigen på hendes kønsdele, ligesom han også stod tiltalt for at have barberet hendes kønsdele, betraget hende mens hun var i bad, og ved én lejlighed havde udført oralsex på hende. Overgrebene blev først opdaget i november måned sidste år, hvor den nu 13-årige pige brød sammen og fortalte sin mor, hvad der var sket. På dette tidspunkt var mor og datter flyttet fra manden, som har siddet varetægtsfængslet siden overgrebene blev anmeldt i november. Anklageren gik hårdt til den tiltalte, som virkede usammenhængende og mumlende i retten. Under sin forklaring nægtede han karakteren og hyppigheden af berøringerne, ligesom han afviste at have udført oralsex på pigen. "Det var drilleri. Jeg har ikke opsøgt situationen. Vi sad og hyggede os, og så drillede jeg bare. Det er ikke noget, jeg er blevet seksuelt ophidset af. Det var mere seksuel chikane," sagde manden, da anklageren forsøgte at få svar på, hvorfor han stak hånden ned i bukserne på en 10-årig pige. Manden erkendte dog, at berøringerne havde seksuel karakter. Offeret mor vidnede også i retten, hvor hun forklarede, at manden var meget sexfikseret og havde sære tilbøjeligheder. Manden skulle ifølge kvindens forklaring eje en række film, som handler om at stikke store genstanden op i kvinder. Sammen med sin datter flyttede hun ind hos ham, da pigen var 6 år gammel. Hun forklarede, at hun ikke havde haft mistanke om overgrebene i den tid, de boede hos manden. Offeret vidnede også i retten. Dette skete for lukkede døre, men dommeren valgte at lægge pigens forklaring til grund for at kende manden skyldig i anklagerne. På trods af, at manden blev kendt skyldig, blev han umiddelbart efter dommen sat på fri fod. Dette skyldes, at der forud for retsmødet ikke havde været tid til at udarbejde en mentalundersøgelse af manden. Selve straffen kan først udmåles, når mentalundersøgelsen af manden foreligger. Manden forventes at få sin straf om fire måneder. Offeret bor i dag hos sin biologiske far i København. Dommeren valgte ved retsmødet at nedlægge navneforbud i sagen.