Fortsæt til indhold

Fastholder penge til kulturhus

Der bliver ikke ændret ved, at der står 60 millioner kroner til en erstatning for den gamle teaterbygning, lover byrådets flertalsgruppe trods problemer med at finde sponsorer.

Arkiv
Martin Rasmussen

KULTURHUS: Allerede få dage inde i det nye år blev der sat en streg under den udfordring med at finde fælles fodslag, som byrådets nye flertalsgruppe med Venstre og de konservative i spidsen står over for efter en valgkamp, der afslørede markante forskelle i partiernes indstilling til Køge Kyst-projektet og herunder det nye kulturhus, der ifølge planen skal erstatte Teaterbygningen, når denne rives ned i forbindelse med udviklingen.
Der er sat 60 millioner kroner af til nye kulturfaciliteter i Køge Kyst-området, men efter det har vist sig vanskeligt at finde sponsorer til at gennemføre de ambitiøse kulturhusplaner, står den nye kulturudvalgsformand, Anette Simoni (V), klar til at bruge pengene andre steder.
- Der står ikke decideret kulturhus på dem. Så hvis kassen bipper og der er røde advarselslamper, så skal de måske bruges til et andet formål, sagde hun til Dagbladet Køge.
Ifølge borgmester Flemming Christensen (K) er der dog ingen planer om at ændre de tidligere byrådsbeslutninger.
- Der kommer et alternativ til Teaterbygningen. Der er en byrådsbeslutning om at afsætte 60 millioner kroner til en ny teatersal, når den store sal på Teaterbygningen forsvinder, siger han og erkender, at det har vist sig vanskeligt at skaffe ekstern finansiering i form af sponsorater.
- Det tyder ikke på, at de store ambitioner kan finansieres i første omgang, så vi må nok starte med en mindre model, og så må vi bygge på i takt med, at vi får råd til det, siger Flemming Christensen.
Palle Svendsen, økonomiudvalgsmedlem for Venstre, fremhæver, at der ikke er udsigt til, at Teaterbygningen bliver revet ned i de første par år, men han slår fast, at Venstre fortsat bakker entydigt op om, at der står 60 millioner kroner klar til nye kulturfaciliteter, når der skal etableres en erstatning for Teaterbygningen.
- Det skal vi have. Uden et velfungerende kulturliv er der ikke noget af være fælles om i et lokalsamfund, så det er vigtigt for os, siger han.
Kulturhuset bliver en af de første sager, som det nye kultur- og idrætsudvalg vil kaste sig over.