Det hjælper at dele det smertefulde
Pårørende til psykisk syge hjælper hinanden i samtalegruppe
Det er bare nogle få af de mange følelser og oplevelser, som pårørende til psykisk syge skal håndtere. I en samtalegruppe har en lille gruppe pårørende hver anden tirsdag aften mødtes i SundhedsCentret for at dele deres erfaringer og få en række solide værktøjer til at håndtere den udfordring de har i deres familieliv med en psykisk syg søn, datter, bror eller ægtefælle. - Man går meget alene som pårørende til en psykisk syg. Det er en stor udfordring og det er svært og tungt. Jeg har f.eks. oplevet at blive afvist af systemet selv om min datter havde selvmordstanker. Det har fået mig til at føle mig magtesløs, fortæller en kvinde fra gruppen. En anden kvinde tilføjer, at det har været meget smertefuldt for hende at opleve at hendes barn ikke trivedes. - Når ens barn er sygt bliver man meget sårbar og det er en utrolig smertefuld oplevelse, hvor man går igennem alle registre af selvbebrejdelse. Det har været en meget stor opgave at være mor til sådan en dreng, fortæller kvinden. Pludselig flyder det Flere af deltagerne startede i gruppen uden egentlig at ville bidrage med noget i første omgang. De havde blot et behov for at lytte. Udgangspunktet for mange af deltagerne har dog været fælles: de føler sig ofte afvist af systemet, de føler, at der er mangel på ressourcer, de har manglet viden om sygdommen og de har følt sig alene. - Jeg startede med at være med på en lytter, men så udviklede det sig og pludselig flyder det og jeg har fået nogle værktøjer til at se problemet på en anden måde, fortæller en mandlig deltager i gruppen. En anden deltager lægger dog ikke skjul på, at det også er hårdt at deltage i samtalegruppen. - Kan godt være lidt hårdt og barskt og ind imellem orker jeg ikke at tage af sted. Men når jeg kommer hjem, har jeg altid fået meget med, fortæller kvinden. Ud over de pårørende deltager netværksleder Line Margrete Normann også i møderne, og hun tilrettelægger møderne, så de pårørende i fællesskab tilegner sig nogle værktøjer til at håndtere de problemer og udfordringer, de har i forhold til at være nær pårørende til en psykisk syg. Værktøjer der kan bruges Og værktøjerne kan hjælpe deltagerne med at genvinde et overskud eller håndtere vrede eller grænser, der er blevet overtrådt. - Jeg har for eksempel lært, at blive bedre til at holde fast i mine egne grænser og til at tale til min datter på en måde, så jeg ikke reagerer med vrede overfor hende, fortæller en kvinde. Alle deltagerne i pårørendegruppen er dog helt enige i, at netop fællesskabet i gruppen har givet dem noget, som de ikke kan finde mange andre steder. - Når man er pårørende til en psykisk syg skal man også være varsom med at bruge sine venner, for de kan blive fyldt og der er ting man ikke kan sige til dem. Med gruppen har jeg ikke følt mig så alene og det er smukt at opleve de ressourcer, siger et medlem af gruppen og slutter med at tilføje: - Styrken i gruppen er, at vi deler noget smertefuldt. Samtalegruppen er lukket, og der er fuldstændig tavshedspligt, når man deltager. Af samme grund er medlemmernes navne ikke med i denne artikel. De pårørende i gruppen er alle medlemmer af Bedre Psykiatri, som står bag etableringen af samtalegrupper med en professionel netværksleder.