Mr. Blue Water modtog årets ærespris
Kurt Skov kom i prominent selskab, da han torsdag blev tildelt årets ærespris
Mr. Blue Water himself tog et tilløb og så smuttede han ellers frejdigt op på scenen til det suverænt største og længste bifald denne aften.
Årsagen var, at Kurt Skov netop var blevet tildelt Esbjerg Erhvervsudviklings Ærespris, som senest blev uddelt i 2007 til Henning Kruse og før det til Tage Sørensen i 2005.
Æresprisen tildeles en person eller en gruppe personer, der på ganske særlig fremtrædende måde har ydet en helt ekstraordinær indsats for byens udvikling, og herunder ikke mindst den erhvervsmæssige udvikling. Og det var da også en meget stolt Kurt Skov som avisen fangede.
“At blive sat i forbindelse med to så prominente navne er jeg meget stolt over. Og prisen er en anerkendelse af, at det måske slet ikke er så værst endda, det man nu engang har lavet,” lød det med så vestjysk underdrivelse som kun en knægt fra Sig kan sige det.