Fortsæt til indhold

Vi uddanner rigtig gode sygeplejersker

Arkiv
Arkiv

Ifølge Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum ruster sygeplejerskeuddannelserne ikke de studerende godt nok til at arbejde med eller i det kommunale sundhedsvæsen. En påstand som blankt afvises af UC Syddanmark, som uddanner sygeplejersker i henholdsvis Esbjerg og Sønderborg.
"Da vores studerende bruger en god del af deres uddannelsestid i praktikforløb, har vi et tæt samarbejde med alle praktikinstitutioner. Det gælder sygehuse, men i mindst lige så høj grad også kommunerne. Den dialog betyder, vi hele tiden er på forkant med, hvad aftagerne af vores uddannede sygeplejersker efterspørger og har brug for. Så når Kommunernes Landsforening kommer med sådan en påstand, må jeg sige, at jeg ikke er sikker på undersøgelsens metoder. Er der for eksempel en fælles forståelse for, hvad en forløbskoordinator er, og hvad en sådan skal kunne," siger UC Syddanmarks uddannelsesdirektør Karen Marie Madsen.
Hun påpeger desuden, at er der aftagere af UC Syddanmarks studerende, der ikke mener, at de studerende er godt nok uddannet, når de forlader UC Syddanmark med eksamensbeviset i hånden, er dørene altid åbne til en snak om det. På UC Syddanmarks sygeplejerskeuddannelser undrer de sig også over påstanden fra Kommunernes Landsforening.
"Jeg er uforstående overfor kritikken. Vi tilrettelægger de kliniske uddannelsesforløb i samarbejde med de respektive kommuner. I det samarbejde har kommunerne både medindflydelse og medansvar for, at vi når i mål med de kompetencer, de efterspørger," siger Inge Hynkemejer, studiechef ved sygeplejerskeuddannelsen i Esbjerg.