PCB-fund på flere skoler
På Himmelev og Gadstrup Skole er man på jagt efter giftkilde
Det giftige stof PCB er fundet i størst mængder på Himmelev og Gadstrup skoler efter, at alle skoler i Roskilde Kommune, der er bygget før 1976 er blevet screenet. På de to skoler har man målt let forhøjede niveauer af PCB i indeluften i nogle af lokalerne. Dog er mængden ikke så høj, at den er akut sundhedsskadelig. Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger betyder PCB-mængden, at de inficerede lokaler hver dag skal gøres grundigt rene. Desuden skal der luftes oftere ud, så den koncentrerede PCB-mængde kommer ned. I 2014 skal man finde frem til PCB-kilden og skaffe af vejen inden udgangen af samme år.
PCB på 15 skoler
I alt blev der fundet PCB på 15 af kommunens skoler, mens Baunehøj Skolen, Gundsø Rådhus Specialskolen og Trekroner Skolen ikke blev screenet, da de er bygget efter, at stoffet blev forbudt. På de 13 af skolerne var PCB indholdet dog så lavt, at man ikke er nødt til at sætte akut ind. ag@roskildeavis.dk