Fortsæt til indhold

Drikkeskur i Varde by

Arkiv
Arkiv

Af Søren Laulund, byrådsmedlem (A)
Efter megen debat om det forhåbentlig snart etablerede drikkeskur vil jeg gerne belyse nødvendigheden herfor.
Efter 20 års ansættelse i Dansk Politi, hvoraf flere på Amager med kontakt til Kofoed Skole og forsorgshjemmet Sundholm og endelig ved Varde Politi, hvor jeg har haft større kontakt med samme persongruppe end i første omgang forventet, konstateres det, at denne gruppe mennesker ikke blot er et storbyfænomen, men at vi i Varde kommune ligeledes har med en gruppe mennesker, der sjældent gør meget væsen af sig i form af synlighed i gadebilledet.
Når det så endelig sker, har jeg været sendt ud til bl.a. Havnepladsen og Torvet i Varde, hvor andre borgere har ringet, fordi man følte sig generet. Her har det været min opgave at skabe ro og orden i området, hvilket oftest resulterede i at bortvise gruppen fra området, og når der blev spurgt ind til, hvor de så skulle gå hen, så var det “HJEM”. Min konstatering heraf var, at Ingen af dem havde plads til gæster, og resultatet blev, at den sociale deroute kunne fortsætte. Denne gruppe mennesker lever en meget vanskelig og kummerlig tilværelse under meget svære livsrammer uden særlig meget værdi i tilværelsen, ej heller nævneværdige sociale relationer.
For at give et indblik fra det politiske arbejde med området kan jeg oplyse, at da vi i sin tid planlagde for budget 2013, var det særlige kendetegn ved punktet, at beløbet til etablering var det absolut mindste beløb af alle i budgettet - 75.000,-kr. Det skulle anvendes til at skabe et socialt mødested for en mindre gruppe borgere, der normalt har meget svært ved at finde plads i vores generelle indretning af samfundet, nemlig borgere med et langvarigt misbrug af alkohol, og hvad heraf følger.
I et sådant værested vil de fagprofessionelle fra kommunen og andre hjælpeorganisationer, såsom støttekontaktpersoner, socialrådgivere, misbrugskonsulent og som jeg ser det allervigtigst sundhedspersonale kunne finde vej til omhandlende persongruppe, således de bedre kan håndteres herfra, og sikres en ligeværdig og anstændig behandling af vores i forvejen gode og ihærdige medarbejdere i Varde kommune. Væsentlig er det nemlig, at der er en øget risiko for mange sygdomme for samme persongruppe. Det er automatisk følge af rygning, alkohol, overvægt, fysisk inaktivitet og usund kost. Det positive budskab er, at det har en effekt, hvis man gør en indsats her. Det gavner sundheden hos de udsatte borgere og kan være med til at mindske uligheden i sundhed.
Som tidligere nævnt har jeg gjort mig den bitre erfaring, at samfundet ikke lever op til de sociale forpligtigelser som vi bør have over for de socialt udsatte. At etableringen af stedet virker kontroversiel henvises til byrådets 1. behandling af omhandlende budget, hvor der af et par andre byrådskollegaer netop blev taget fat i forslaget om etablering af et drikkeskur i Varde by. Man mente ikke, at tiden grundet den økonomiske situation var til at etablere et sådant tilbud. Heldigvis blev forslaget en del af det endelige budget, og det vil være den socialdemokratiske byrådsgruppe og mit ønske, at Varde kommune snart vil kunne give omhandlende borgere en mulighed for at komme væk fra gaden og få afskærmning fra vejr og vind, og ikke mindst få deres eget sted - et sted, hvor de kan samles.