Fortsæt til indhold

Kulturhuset ved Møllehusvej

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

MIT BARNEBARN ANNA på 8 år skulle til indefodbold. Selv om hun spiller i Amager-klubben B1908, kom de også i Roskilde-hallerne, hvor deltagere fra hele Sjælland var med til de store stævner omkring nytår, arrangeret af først RB06 og derefter af KFUM Boldklub.
I løbet af bare to uger var 15.000 børn, unge, ledere, forældre og bedsteforældre samlet her. Det var faktisk lidt af en øjenåbner for mig at opleve al denne positive energi, som frivillige ledere og mange andre gode kræfter formår at skabe ved denne type begivenheder.
Kritikere fremhæver af og til, at kulturen har for ringe forhold i Roskilde, men det her er i hvert fald en form for folkelig aktivitet, som virkelig betyder meget for mange.

ÅRET RUNDT FUNGERER DET
på samme vis, når titusinder af roskildensere har fornøjelse og gavn af at komme i hallerne enten som aktive eller tilskuere til de mange forskellige begivenheder.
Det gælder lige fra Ældre Motion og de mange børn, der dyrker idræt, til elite-håndbold og top-bordtennis.
For slet ikke at tale om de mange udstillinger med frimærker, Roskilde-messe eller alt mulig andet.

DEN STORE NYE HAL
, der blev færdig i sommeren 2013, har vist sig at være en rigtig god prioritering. Nu kan Roskilde være vært for håndbold-landskampe med 2.500 tilskuere, indendørs koncerter for over 3.000 tilskuere – og til daglig har ikke mindst håndbold-folket og danmarksmestrene i bordtennis fået langt bedre trænings-muligheder.
Nok så vigtigt er dog, at hallerne ved Møllehusvej nu kan rumme langt større udstillinger eller flere arrangementer på én gang. Det vil trække flere besøgende til – også overnattende gæster – men byen får dog først det fulde udbytte af denne udvidelse, når alle også kan få et sted at sove, eksempelvis et kommende stort hotel i Røde Port-projektet.

BYRÅDET TRAF EN RIGTIG BESLUTNING
for et par år siden ved at bruge op mod 60 mio. kroner på den nye hal D.
Dengang var der også kritikere, som mente, pengene kunne bruges bedre på børne-institutioner, ældre eller noget andet. Det er sikkert rigtig, at der var behov for forbedringer på disse områder.
Men den afgørende pointe er, at kommunen ved først at investere i udvidelsen af Roskilde-hallerne nu skaffer nye indtægter, der kan være med til at betale for de andre ønsker.
Den samme logik gælder lige nu overfor dem, som ikke kan- eller vil forstå, at istandsættelsen af byens centrale plads Stændertorvet ligeledes er en absolut nødvendig investering i Roskildes udvikling og fremtid.

BAG ENHVER SUCCES gemmer sig altid konkrete mennesker, som skaber resultaterne. Sådan er det også på Møllehusvej, hvor Dan Hacke har stået i spidsen i en række år. Tidligere var han med til at gøre både Fritidsklubben Viadukten, Hedeboparkens Fritidscenter og Festivalen til noget helt særligt, som mange roskildensere har haft glæde af.
På Sjælland udenfor København har Roskilde-hallerne nu opnået en position, der kan sammenlignes lidt med den tiltrækning, som Herning eller Aalborg har for store begivenheder i Jylland.

NÅR CYKLERNE RULLER
forbi domkirkebyen næsten hvert år i Danmark Rundt med spurt, mål eller start her, skyldes det blandt andet Hackes gode forhold til arrangørerne. De ved, at når han er med, så klapper det. Derfor kører de til Roskilde.
Næste år har direktøren for det store cykelløb Jesper Worre allerede lovet, at enkelt-starten skal køres her, og så kan vi atter glæde os over at få en top-begivenhed til Roskilde, hvor der heldigvis samtidig er seriøse planer om at genoplive det store Stjerneløb.

OM ET PAR UGER
samles en stor del af Roskilde til den årlige idræts-fest, hvor alle kommunens medalje-vindere blandt de aktive sportsfolk sammen med de uundværlige frivillige ledere får en velfortjent hyldest for deres indsats i 2013 af borgmesteren og hele musikken.
Så er der atter grund til at huske på, at alt dette slet ikke ville være muligt, hvis der var mange fine sportsfaciliteter rundt om i kommunen samt gode haller i Jyllinge, Viby og flere andre steder. Men først og fremmest har vi:
KULTURHUSET PÅ MØLLEHUSVEJ.