Politisk samarbejde bredes ud i Køge
SF og Ny Centrum har indgået aftale med Venstre, Konservative samt løsgængerne Søren Brask og René Jespersen om et politisk samarbejde i den nye byrådsperiode. Med aftalen følger også enkelte ændringer i udvalg og poster.
KØGE: Det politiske samarbejde i Køge Byråd bredes nu ud til flere partier.
Venstre, Konservative, løsgængerne Søren Brask og René Jespersen, Socialistisk Folkeparti og Ny Centrum har givet hinanden håndslag på et nyt samarbejde om politikudviklingen på alle kommunale områder i den kommende byrådsperiode, og vil generelt arbejde for at nå frem til politisk enighed om indsatser og beslutninger, hvor det er muligt.
- Det er vigtigt for mig at få så bredt et samarbejde som muligt i det nye byråd, og med SF og Ny Centrum ombord omfatter vores politiske aftale nu 17 ud af Byrådets 27 medlemmer. Det er med til at sikre nogle solide og langtidsholdbare beslutninger til gavn for hele kommunen, siger borgmester Flemming Christensen.
Den nye aftale indebærer enkelte ændringer i de politiske udvalg ift. den hidtidige konstituering:
Børne- & Ungdomsudvalget deles op i to udvalg - et Børneudvalg og et Skoleudvalg – for at understøtte arbejdet med folkeskolereform og ny ungdomsklubstruktur. Jakob Mark (F) bliver formand for Børneudvalget, mens Helle Poulsen (V) er formand for Skoleudvalget
Ejendoms- og Driftsudvalget udvides fra syv til ni medlemmer for at sikre en bredere politisk forankring af området. Søren Brask vil fortsat være formand for udvalget, mens Torben Haack (F) bliver ny næstformand.
Nyt §17, stk.4 -udvalg oprettes for at styrke og supplere kommunens forebyggende indsats, som skal bryde fødekæden til bander. Udvalget vil bestå af politiske repræsentanter fra Køge Byråd og personer med særlig faglig indsigt.
De nye udvalg kræver ændringer i styrelsesvedtægten for Køge Kommune, som skal behandles i to omgange.
1. behandlingen vil ske på et ekstraordinært byrådsmøde tirsdag den 21. januar, mens 2. behandlingen bliver på det ordinære møde 28. januar.
pm