Fortsæt til indhold

Håndslag på bredt politisk samarbejde

SF og Ny Centrum indgår aftale med byrådets flertalsgruppe om et politisk samarbejde i den nye byrådsperiode.

Arkiv
Martin Rasmussen

POLITIK: Borgmester Flemming Christensen (K) sikrede sig i denne uge et mere solidt fundament, da det efter længere tids bestræbelser lykkedes at sikre en aftale om politisk samarbejde med både SF og Ny Centrum.
Aftalen blev præsenteret ved et pressemøde onsdag, og den sikrer både SF og Ny Centrum betydelige poster. Jacob Mark (SF) får således ansvaret for en del af børneområdet, idet børne- og ungdomsudvalget splittes op i to udvalg. Han bliver formand for børneudvalget, mens Helle Poulsen (V) er formand for skoleudvalget. Imens bliver Torben Haack (SF) ny næstformand i ejendoms- og driftsudvalget, som udvides til ni medlemmer.
Desuden oprettes der et nyt udvalg, hvor blandt andre Thomas Kielgast (Ny Centrum) får plads, og som får til opgave at styrke kommunens indsats for at bryde fødekæden til områdets bandemiljø.
Den politiske aftale mellem parterne er kommet i stand efter fem ugers forhandlinger, og Flemming Christensen lægger ikke skjul på, at det har haft høj prioritet at styrke det politiske fundament.
- Det er vigtigt for mig at få så bredt et samarbejde som muligt i det nye byråd, og med SF og Ny Centrum ombord omfatter vores politiske aftale nu 17 ud af byrådets 27 medlemmer. Det er med til at sikre nogle solide og langtidsholdbare beslutninger til gavn for hele kommunen, siger han.
Det politiske samarbejde i Køge byråd består herefter af Venstre, Konservative, løsgængerne Søren Brask og René Jespersen, SF og Ny Centrum.

Grundige overvejelser

At aftalen i praksis har været godt fem uger undervejs, siden godkendelsen af den oprindelige konstituering i begyndelsen af december er ikke mindst et udtryk for, at det har været en vanskelig beslutning for SF.
- Det har krævet nogle overvejelser for os som venstrefløjsparti at støtte et borgerligt flertal, og vi gør det ikke for at få nogle poster - det handler om, at vi forventer, at vi kan få gennemført nogle af vores mærkesager på denne måde, siger Jacob Mark, der nævner områder som skolerne, idrætten og oprettelse af praktikpladser som steder, hvor man har meget tilfælles med de borgerlige.
Til gengæld vil SF ikke give køb på sine hensigtserklæringer fra før valget. Blandt andet vil man ikke støtte udlicitering eller skære i midlerne til inklusion i skolerne. Derfor har man også understreget, at man ikke automatisk stemmer med flertalsgruppen men har mulighed for at stå alene i sager, hvor man ikke er enig med de borgerlige.
Jacob Mark hæfter sig desuden ved, at det er vigtigt for SF, at man forud for den aktuelle aftale har afsøgt alle muligheder for et rødt flertal i byrådet.
- Og hvis der var valg i morgen, så ville vi stadig gå efter et rødt flertal, siger han.
De nye udvalg kræver ændringer i styrelsesvedtægten for Køge Kommune, som skal behandles i to omgange. 1. behandlingen vil ske på et ekstraordinært byrådsmøde tirsdag den 21. januar, mens 2. behandlingen bliver på det ordinære møde 28. januar.

Aftalen giver gode forudsætninger for at få gennemført SF-mærkesager, siger Jacob Mark (SF) om det nye samarbejde med de borgerlige i Køge byråd.