Ingen sag mod Joy
Tilsynet vil ikke gå videre med borgmesterens inhabilitet i forhold til erhvervs-direktør
Tilsynet, som skal holde øje med, at kommunerne overholder love og regler, har svaret Roskilde, at man ikke finder grund til at gå videre med sagen om borgmester Joy Mogensens inhabilitet i forhold til kæresten Jens Müller. Han er direktør i Erhvervsforum, der blandt andet får penge af kommunen for at stå for markedsføringen overfor turisterne. Efter at det kom frem, at de to havde et forhold, blev hun kritiseret for at være inhabil i sager, hvor Erhvervsforum var på dagsordenen, og borgmesteren henvendte sig derfor selv på kommunens vegne til Statsforvalningen, der har tilsynet, for at høre, om der var foregået noget forkert. I svaret hedder det, at tilsynsmyndigheden ikke finder grund til at bede om nye oplysninger og heller ikke vil gå videre med sagen. Samtidig præciseres, at det må blive en vurdering fra sag til sag, om der kan være tale om inhabilitet. - Jeg drager den konklusion, at jeg ikke har gjort noget ulovligt, men jeg burde have orienteret om vores private forhold, da vi sidst i udvalget behandlede en forlængelse af kontrakten med Erhvervsforum, siger en tydelig lettet Joy Mogensen. tk