Fortsæt til indhold

Vejle Håndbold Elite lukker

Vejle Håndbolds herrehold i 1. division lukker med øjeblikkelig varsel. Økonomien hænger ganske enkelt ikke sammen

Arkiv
Arkiv

Kamptøjet er vasket og gjort klar til kamp i Randers. Sportstaskerne med tøjet må dog forblive i Vejle, ganske som spillerne. Vejle Håndbold Elite lukker og slukker, og det sker med det samme. Dermed skal holdet ikke spille i Randers som planlagt torsdag aften.
”Vi lukker nu. Vi kan ikke skaffe de nødvendige penge, og kører vi videre på nuværende tidspunkt, så vil det betyde, at gælden bare vokser og vokser. Med en lukning nu, så vil vi forhåbentlig kunne redde moderklubben og dermed sikre børnehåndbolden og senior-breddehåndbolden,” siger Anders Sørensen fra Vejle Håndbold Eliteudvalg.
Men flagskibet, holdet i 1. division, er kuldsejlet og stødt på grund. 800.000 kroner mangler, og det er sponsorpenge, som Vejle Håndbold ikke kan finde nogen steder.
”Vi kan ikke forsvare at køre videre, når vi ikke kan opdrive de nødvendige penge. Det vil være fuldstændigt uansvarligt at fortsætte med de udsigter. Det er dybt beklageligt, men nødvendigt,” siger Anders Sørensen.

Ansvarlighed

For prisen kunne nemlig blive for høj. Flagskibet kunne trække bredden og børnene med i dybet, og det ønsker Vejle Håndbold ikke.
”Vi må handle ansvarligt, så det ikke bliver børnespillere og senior-breddespillere, der skal betale for elitesatsningen. Ved at trække stregen i sandet nu, så ser det ud til, at vi kan lukke ned på en måde, så vi kan se kreditorerne i øjnene,” siger Anders Sørensen.
Og fortsætter:
”Lukning her og nu er den mindst dårlige løsning på situationen. Der er desværre ingen god løsning at ty til. Kun den mindst dårlige,” siger Anders Sørensen.
Bestyrelsen har endnu ikke et fuldt overblik over de sportslige konsekvenser af lukningen. Men fakta er, at holdet er trukket fra turneringen og ikke spiller aftenens udekamp i Randers.