Ny udstilling hos Galleri Hindhede
Galleri Hindhede, Brovejen i Middelfart, indleder året med en udstilling af Pieter Roose. Pieter Roose er en talentfuld, upcoming kunstner fra Belgien, bosat i Barcelona.
I udstillingen vises tre af Roose's ”projekter”: Project organic, Project 10-15 og Project-industrial.
Project organic er en serie af værker udført med akvarel- og akrylmaling samt kuglepen. De afstemte faver spænder vidt: Fra værker hvor de gyldne farver er dominerende til næsten sort/hvide. Fælles for dem alle er en utrolig præcision og detaljerigdom. Motiverne er organiske og motivet indhyldes af baggrunden i et nærmest surrealistik univers.
Project 10-15 henviser til størrelsen af værkert, 10-15 cm. Værkerne er alle "mixed media" og motiverne spænder fra portræt-lignende ansigter til værker, der nærmest har karakter af ”relieffer”.
Værkerne i serien ”Project-industrial” er også mixed media. Næsten alle værkerne indeholder et ansigt, der betragter beskueren.
I den store sal vises også værker af Ilse Korzitzski og Heino Karschewski fra Tyskland.
Udstillingen åbner søndag den 19. januar kl. 11 og afsluttes lørdag den 1. marts.