Fortsæt til indhold

Venstres nytårsbrunch sætter fokus på Folkeskolereform

Arkiv
Arkiv

POLITIK: Venstre i Køge holder den årlige Nytårsbrunch den 26. januar, og alle er velkomne til at tilmelde sig, også selv om man ikke er medlem. Traditionen tro bliver det med spændende indlæg, og i år er emnet den nye Folkeskolereform.
Derfor har Venstre inviteret Karen Ellemann, der er medlem af Folketinget og folkeskoleordfører for Venstre, og Mette With Hagensen, der er Landsformand for Skole og Forældre, som gæstetalere. Der sættes fokus på, hvad den nye Folkeskolereform betyder for skolen, eleverne, forældrene, lærerne og samfundet.
Mette With Hagensen, der bor i Vestjylland, er i øvrigt godt kendt med Køge, da hun tidligere har undervist på Køge Handelsskole. I dagens anledning er det dog i rollen som landsformand for Skole og Forældre, at hun besøger Køge. Skole og Forældre er landsforeningen for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen.
Karen Ellemann er nok kendt af de fleste. Både som datter af Uffe Ellemann, og medlem af Folketinget for Venstre. Udover at Karen Ellemann er folkeskoleordfører for Venstre, så er Karen også selv uddannet lærer. Derfor har hun et godt og solidt kendskab til den danske folkeskole.
Til Nytårsbrunchen vil Palle Svendsen, der er Venstres politiske ordfører i Køge Byråd og Venstres fire nye udvalgsformænd i Byrådet, Mette Jorsø, Jeppe Lindberg, Anette Simoni og Helle Poulsen give en kort opdatering fra Byrådsarbejdet. Palle Svendsen vil bl.a. fortælle om den nye brede konstituering, der netop er indgået.
Nytårsbrunchen afholdes søndag den 26. januar 2014 kl. 10-13 i Køge Golfklubs restaurant. Der er bindende tilmelding senest den 22. januar.
Nærmere info kan ses på www.koegevenstre.dk om, hvordan man tilmelder sig Nytårsbrunchen.