Stolperne stod i vejen
Hvidovre Attacks damer besejrede Herlev
I første periode lagde Hvidovre ud i et højt tempo. Der var masser af boldbesiddelse, masser af chancer og masser af gejst. Efter et par stolpeskud fik Hvidovre endelig hul på bylden, da Emma Vistisen scorede på frislag. I samme periode fik Theresa Christensen øget føringen til 2-0. Alt i alt en meget fin periode af Hvidovre, men hvor kunne man ønske sig at de mange chancer havde resulteret i lidt flere mål. Anden periode blev mere rodet. Herlev knoklede på, og på trods af at de ikke havde bolden særlig meget, fik de scoret periodens eneste mål til 1-2. Stolperne stod igen i vejen for Hvidovre, som også mistede lidt af gejsten i takt med, at bolden ikke ville ind. Så alt tegnede til endnu en spændende sidste periode. Der gik dog heldigvis ikke så længe af 3. periode, før Emma Visitsen med et pragtmål fik øget føringen, assisteret af Christina Larsen. Kort efter fik Hvidovre et straffeslag, som desværre ikke blev udnyttet. Det gav Herlev blod på tanden, og de pressede på. Men Hvidovres forsvar holdt stand. Især Hvidovres back Camilla Danielsen spillede en flot flot kamp med mange elegante og kølige indgreb, både defensivt og offensivt. Først da Hvidovre fik to spillere udvist samtidig, lykkedes det Herlev at score til 2-3 med blot fire minutter tilbage af kampen. Herlev forsøgte at tage målmanden ud, men Hvidovre bevarede overblikket og holdt bolden i egne rækker de sidste tre minutter. Til sidst førte en hård pasning ind foran Herlevs mål til en scoring mere til Hvidovre. Det var lidt uklart, hvem der egentlig fik sidste stav på til kampens resultat 4-2.