Slip for cola-trang
Mogens Christensen fra Jelling kan hypnotisere din cola-afhængighed væk, hvis du tør stole på ham
Hypnotisør Mogens Christensen hjælper folk af med diverse lidelser: Depression, lavt selvværd, rygning, jalousi - og nu også colaafhængighed.
I 2009 mente hver syvende dansker i en undersøgelse, at de var afhængige af cola, og Mogens Christensen tilbyder altså at afhjælpe afhængighed til den sukker- og koffeinholdige drik.
“Hypnose handler altid om at finde ind til den følelse, der startede afhængigheden eller depressionen eller noget andet, og den følelse stammer stort set altid fra barndommen,” siger Mogens Christensen.
En dag uden cola
Når han behandler for cola-afhængighed starter han altid med en samtale om problemet med kunden.
“Jeg ville bede dig om at forestille dig en hel almindelig dag, bare uden cola. Simpelthen visualisere at du står op, tager tøj på, tager på arbejde og så videre. Imens du fortæller skal du samtidig lægge mærke til, hvornår det er nemt at lade være med at drikke cola, og hvornår det er svært. Det kan for eksempel være, at du virkelig savner en cola til din frokost på arbejdet. Når jeg finder ind til et ømt punkt, beder jeg dig mærke efter, hvor i kroppen følelsen omkring trangen til cola sidder. Derefter beder jeg dig vurdere, hvor kraftig følelsen er fra et til ti. Det gør, at vi kan måle en fremgang fra behandling til behandling,” siger han
Når kunden er i hypnose, beder Mogens vedkommende om at gå tilbage til første gang i barndommen han eller hun havde den følelse. Derefter skal kunden lade følelsen komme frem og virkelig mærke den. Mogens beder ligefrem kunden om at fortælle, hvilken farven følelsen har(det er ofte mørke farver), og for hver behandling måler de igen, hvor stærk følelsen er. Normalt er følelsen, og dermed afhængigheden, væk efter to til tre behandlinger, ifølge Mogens, selvom det i sjældne tilfælde kan tage op til fem behandlinger. Udover behandlingen får man en CD med hjem med hypnoseøvelser indtalt af Mogens selv.
“Det skal vænne kunden til min stemme, så han eller hun stoler på mig,” siger han.
Ikke alle kan hypnotiseres
Han påpeger, at det ikke er alle, han kan hjælpe. Nogle er bedre end andre til at ‘sætte farve på følelser' og bruge deres ‘børnefantasi' som Mogens siger. Nogle er ligefrem så dårlige til at slappe af, at han må fortælle dem, at han ikke kan hjælpe dem. Mogens har stadig ikke været ude af stand til at hjælpe nogen, når de først er kommet i hypnose.
Det underbevidste plan
Ifølge Mogens virker hypnose fordi, man kommer helt ned på et dybt underbevidst plan, og når man er der, tror hjernen på det, der bliver sagt. Også hvis det, der bliver sagt er ‘du er ikke længere afhængig af cola'. Men det kræver, at man er tryg ved sin hypnotisør.
Mogens har sin klinik i sit eget hjem, hvor han har hypnotiseret folk i halvandet år, og han begyndte som hypnotisør i 2009. Én session hos Mogens koster 900 kroner. Læs mere om hans praksis på careteam.dk.