Koncert med Ruslands bedste kammerkor
Lørdag den 1. februar i Borup Kulturhus.
BORUP: Der er lagt op til en særlig koncertaften i Borup Kulturhus lørdag den 1. februar, kl. 19.30. Det bliver både en afslutningskoncert i Danmark med det russiske kammerkor Raspev, og dels en forpremiere af fløjtesolist Linnéa Villéns debutkoncert med pianisten Manuel Esperilla.
KIS, Kulturforeningen i Skovbo, der står for arrangementet, vil med dette arrangement vise publikum, hvorledes Raspev Kammerkor formidler musik og følelser på en sådan måde, at det forstås og opleves uanset hvilket land, man kommer fra.
Raspev Kammerkor har i en uge været på en travl turne med store og små koncerter fra Kalundborg til Maribo, over Køge og København til Ejby og Borup m.m. Ejbykoret, der besøgte Raspev Kammerkor i august sidste år, kan garantere, at publikum får en helt unik, smuk og rørende musikalsk oplevelse.
- Raspev Kammerkor fejrede sidste år sit 25 års jubilæum. Koret kommer fra den mere end 1000 år gamle by og magtcentrum, Vladimir, der blot ligger 180 km øst for Moskva. Koret har et meget bredt repertoire, lige fra russisk kirkemusik over klassiske værker og lieder til spirituals og rytmisk musik. Ved koncerten i Borup Kulturhus vil det først og fremmest være den ”verdslige” musik, hvis man kan tillade sig denne skelnen. Det kan kun de fremmødte afgøre, fortæller Mogens Gammel Pedersen fra KIS.
Koret ledes af den meget dygtige dirigent, professor Natalia Kolesnikova, der har modtaget en lang række priser og titler for sin indsat for musikkulturen. Hun har formået at få Raspev Kammerkor kåret som Ruslands bedste.
Aftenen starter med en slags forpremiere på Linnéa Villéns debutkoncert, der er fortællingen om at leve livet, om til stadighed at kunne trække vejret og om kærligheden mellem mor og barn. Imellem stykkerne vil der blive fortalt stemningsfulde digte til at understrege stemningen.
Der er billetsalg ved døren men kan også bestilles på info@kulturis.dk eller mobil 3192 9391.
pm