Nemmere vej gennem medicinjunglen
Apotekerne er begyndt at sætte etiketter på medicinpakker med navnet på det aktive lægemiddel
Det bliver nu lettere at genkende forskellige typer af medicin, når landets apoteker begynder at sætte etiketter på medicinpakker med navnet på det aktive lægemiddel.
Formålet er ifølge Danmarks Apotekerforening at gøre det lettere for patienter, sygeplejersker og plejepersonale at komme helskindet gennem medicinjunglen.
Navnet på det aktive stof i medicinen kommer til at stå på de hvide etiketter, som apoteket sætter på medicinpakken, hvor blandt andet patientens navn og dosering af medicinen også fremgår.
Medicinpakkerne kan ofte skifte udseende, fordi apotekerne skal tilbyde den billigste relevante medicin. Desuden får en del patienter udskrevet den samme medicin fra eksempelvis både den praktiserende læge og hospitalet. Ved at fokusere mere på de aktive stoffer end pakken og pillernes udseende, mindsker man risikoen for, at patienten får dobbeltdosering, oplyser apotekerforeningen.