Sæsonens bog på Frederikssund Bibliotekerne
Frederikssund Frederikssund Bibliotekerne har udvalgt romanen "Brun mands byrde" af forfatteren Hassan Preisler som ”Sæsonens bog” i månederne januar til marts. Det er en forrygende morsom (selv)ironisk, og samfundssatirisk roman. Hassan Preisler debuterede i 2013 med romanen "Brun mands byrde", der handler om en mand, der hører hjemme over alt, men ikke føler sig hjemme nogen sider. En mand som er fyldt med selvtillid, og samtidig meget usikker på sig selv og det samfund han lever i. Samtidig er ”Brun mands byrde” et opgør med godhedsindustrien. Den er skrevet i et sprog, der heftigt, nonchalant og originalt underholder og overrasker læseren. Om sig selv siger Hassan Preisler: ”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske.” ”I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, for jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim, men han er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk.” Preisler formår, ved at lege med ordene, at vende klichéer til noget nyt og samtidig får romanen og dens provokationer, læseren til at reflektere over sit eget liv. At turde være sig selv er et vigtigt budskab, forfatteren vil give videre med bogen. Hassan Preisler, der er født i 1969, er både skuespiller, instruktør, foredragsholder og forfatter. 'Brun mands byrde' har indbragt ham debutantprisen Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat. Mandag d. 3. marts kl. 19.30 bliver der lejlighed til at møde forfatteren Hassan Preisler på Slangerup Bibliotek. Billetter til denne aften kan købes via bibliotekernes hjemmeside www.bibliotekerne.frederikssund.dk eller på bibliotekerne.