Information om hf og gymnasiet i Ribe
Eleverne i 9. og 10. klasse skal til at finde ud af deres fremtid
Eleverne i 9. og 10. klasse skal til at finde ud af, hvilken ungdomsuddannelse de skal vælge.
Derfor orienteres der om gymnasiet og hf på Ribe Katedralskole ved to arrangementer for kommende elever og forældre. Den 1. februar kl. 10.00 er der åbent hus primært for efterskoleelever og den 30. januar kl. 19.00 er der aftenarrangement for øvrige interesserede.
HF er en toårig uddannelse for unge, der ønsker at fortsætte lige fra folkeskolens 10. klasse, og for unge, der har været i gang med noget andet - arbejde eller uddannelse - og som enten ønsker at vende tilbage til en uddannelse eller at foretage et uddannelsesskift.
HF er en fleksibel og overskuelig uddannelse. Der er en række obligatoriske fag og faggrupper, og der er mulighed for at præge uddannelsen ved valg af valgfag på forskellige niveauer. Ud over det faglige lægges der i hf vægt på samarbejde og selvstændighed og på at forberede kursisterne til videre uddannelse.
Katedralskolen ser frem til ved orienteringsarrangementet at vise, hvad gymnasiet og hf kan byde på. Se også www.ribekatedralskole.dk.