Talenterne kæmper i Bygningen
For ottende gang inviterer Jelling Musikfestival regionens musikalske talenter til at prøve sig af i professionelle rammer i den rytmiske musikkonkurrence Quasar Rock.
Og det betyder, at der på fredag er indledende runde i Bygningen i Vejle, hvor seks bands skal dyste om den ene plads i finalen, som, vanen tro, finder sted på Jelling Musikfestival.
”Det er særdeles positivt at overvære den overvældende spillelyst og livsbekræftende glæde der kommer ud af folk, når de spiller musik sammen. Jelling Musikfestival er stolte over, at vi med Quasar Rock kan være med til at styrke rammerne for den kommende generation af musikere, som også mærker et stærkere tilhørsforhold til regionen, og derfor nok er mere tilbøjelige til at komme her for at berige os med deres musik”, fortæller Lars 'Charlie' Mortensen fra Jelling Musikfestival..
Der er indledende runder i Vejle, Horsens, Kolding og Fredericia, men første indledende runde afvikles i Vejle på spillestedet i Bygningen fredag 17. januar med start klokken 19. Der er gratis entre til arrangementet, og der spiller seks bands med cirka 20 minutters spilletid til hvert band.
I Vejle:
Malte Ebert (+Band), Tea Trees, Faun Legacy, Saviors of Detroit, Kitehand Middelfart samt Chasers Through The Desert.
Læs meget mere om Quasar Rock og rammerne for konkurrencen på jellingmusikfestival.dk