Fortsæt til indhold

Sognerejse til verdens navle

Haderslev Domsogn og Gl. Haderslev kirke inviterer sognebørn venner og naboer med på rejse til Israel/Palæstina i uge 43

Arkiv
Arkiv

Tager du med til Israel, vil du læse din bibel på en helt ny måde. Israel dufter ikke bare af mellemøstlig kultur, stemning og spænding. Landet er også mættet med bibelhistorie, smuk natur, spændende mennesker og herligt fællesskab.
Derfor arrangerer Haderslev Domsogn og Gl. Haderslev kirke en sognerejse med afgang fra Billund lørdag d. 18. oktober og hjemkomst d. 25.
"Vi har brugt en del tid på at lave et program, hvor vi kommer hele vejen rundt og besøger de væsentligste steder i Israel af bibelsk og historisk interesse," fortæller Ingrid Vilslev, der er næstformand i Haderslev Domsogns menighedsråd og rejseleder på denne sognerejse sammen med koordinerende sognemedhjælper Henrik Engelbrekt Refshauge. Begge har de været i Israel flere gange.
Selvom det er Haderslev Domsogn der stiller rejseledere til rådighed, er alle velkomne på turen. I Israel vil der også være en lokal dansktalende guide med på de fleste ture.

Natur og alle de kendte steder

"Det er nu, man skal begynde at spare op til turen. Programmet er lige nu til godkendelse i Israel, men vi kan afsløre, at turen kommer til at gå over alle de kendte bibelske steder som f.eks. Nazareth, Betlehem, Galilæa og de mange steder i Jerusalem krydret med fantastiske naturoplevelser f.eks. ved Det døde hav. Desuden skal vi møde nogle lokale beboere og høre om deres oplevelser i dette brændpunkt for tre verdensreligioner," fortæller Ingrid Vilslev.

Israelsaften om verdens navle

Allerede 4. februar inviteres til en inspirationsaften for alle i Den Gamle Latinskole kl. 19.00. Denne aften er for alle, der vil dykke ned i nogle af de bibelske og historiske spændingsfelter i Israel. Der er foredrag ved koordinerende sognemedhjælper Henrik Engelbrekt Refshauge, der har boet i Jerusalem og arbejdet som guide og freelancejournalist dér.