Fortsæt til indhold

Dybbøl-elever kan få en tv-kamp

Et drenge- og et pigehold fra Dybbøl-Skolen skal forsøge at spille sig i DM-finalen i skolehåndbold

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Som noget nyt vil TV 2 transmittere direkte, når Danmarks bedste skoleelever spiller DM-finaler. DM i skolehåndbold er for drenge og piger i 8. og 9. klasse, og i år er et drengehold og et pigehold fra Dybbøl-Skolen med i opløbet til at komme i fjernsynet som en finaledeltager.
TV 2 vil nyhedsdække de indledende kampe op til finalerne, der spilles den 13. og 14. januar i Hammel Idrætscenter, hvor 400 skoleelever deltager og heriblandt eleverne fra Dybbøl-Skolen. I alt er 16 drengehold og 15 pigehold fra hele Danmark med i kampen om medaljerne.
Selve bronze- og finalekampene spilles den 15. januar i NRGI Arena i Aarhus, hvorfra TV 2 sender direkte fra kl. 12.20. Thomas Kristensen og Bent Nyegaard kommenterer de unge talenter og deres håndbold-finesser.
TV 2s engagement i DM i skolehåndbold kommer efter, at kanalen gennem mange år har sendt direkte fra Parken i København, når der om foråret blev spillet finaler i skolefodbold kommenteret af bl.a. TV 2's fodboldkommentator Flemming Toft.