Mens tid er ....
LOKALHISTORIE: Solrød kommunes Lokalarkiv har rigtig mange protokoller, gemte papirer og blade fra foreninger, grundejersammenslutninger, vejlaug, politiske partier og privatpersoner. Arkivet rummer også en stor samling lydbånd og billedstof i form af almindelige fotografier og videoer.
Det fortæller alt sammen en spændende historie om tidligere tiders beboere og deres initiativer og engagement i foreningslivet og den almindelige udvikling af lokalområdet.
Det er nu tydeligt, at strømmen af den slags materialer efterhånden vil tørre ud. En forening fører ikke mere protokol med pen og blæk.
Dagsordener og protokolnotater sendes til medlemmer og interesserede via computeren, og de små lokale foreningsblade erstattes af meddelelser på diverse hjemmesider.
Billeder af enhver art produceres med digitalkamera og mobiltelefon, og på computeren fremstilles powerpoint-indslag med og uden lyd. Det hele lagres på computere og servere og der produceres ikke meget, der kan lægges på et bord og afleveres til et arkiv på den traditionelle måde.
Lokalarkivet har da også på forskellig vis taget højde for denne nye situation og er opmærksom på, at et arkiv må finde veje til at stille alle relevante vidnesbyrd om nutiden til rådighed for fremtiden. Så vidt så godt.
- Jeg skal herved alvorligt opfordre til, at hvem der måtte ligge inde med billeder af ejendomme, skoleklasser og konfirmationshold, protokoller, papirer og blade, der stammer fra tiden før internet og hjemmesider, afleverer sådanne ting til Solrød kommunale Lokalarkiv. Interessen for efterladenskaber fra en ikke så fjern fortid kan hurtigt forsvinde med den stigende interesse for nutidens spændende kommunikationsmuligheder. Så inden det er for sent, find frem hvad der måtte ligge i skuffer og på lofter rundt omkring og giv det til arkivet, siger Kurt Hartvig Petersen på vegne af Solrød kommunale Lokalarkiv.
Arkivet, der befinder sig på Solrød Aktivitets- og Frivilligcenter, Solrød Center 85, har åbent torsdag kl. 16– 8. Aftaler om kontakt på andre tidspunkter kan træffes med Kurt Hartvig Petersen på telefon 5614 0842.
Arkivets virksomhed og samlinger er nøjere beskrevet på arkivets hjemmeside - www.solrødarkiv.dk. Mail Solroedlokalarkiv@gmail.com.
pm