Tricktyv på Havnevej
En ung kvinde snød torsdag ved 14-tiden en ældre mand på 91 år på Havnevej, så han mistede 2.000 kroner, pung og Dankort.
Kvinden bankede på døren og bad om at blive lukket ind, fordi hun skulle forklare den ældre herre noget.
Venlig som han var, lukkede han hende ind og hørte på forklaringen.
Da kvinden efter fem til 10 minutter forlod boligen, så manden, at pungen med indhold var forsvundet sammen med hende.
Han ringede straks til politiet og fortalte, at han havde været udsat for tricktyveri.
Den 91-årige kunne ikke huske, hvad kvinden forklarede, men til gengæld var han sikker på, at hun var dansk, havde brunt kort hår, var omkring 30 år, spinkel af bygning og iført mørkt tøj.
Man skal derfor være ekstra opmærksom på, hvem der i den kommende tid banker på døren og ikke lukke op for folk, man ikke kender
ag@roskildeavis.dk