Lasse og Jacob sætter spørgsmålstegn ved EU
To elever fra 1.x på EUC Syd i Sønderborg drager til hovedstaden for at diskutere EU med politikere og andre unge
Skal Danmarks forbehold afskaffes? Skal mindstelønnen være ens i alle EU-lande? Skal erhvervsuddannelser i EU samordnes, og er det urimeligt, at en tysker, der bor i Tyskland, og som arbejder i f.eks. Sønderborg, kan kræve dansk SU til sin søns studier i Paris?
Mandag den 20. januar indtager 98 elever Folketinget for at sætte spørgsmåltegn ved EU-samarbejdet. Blandt dem er Lasse L. Landergren og Jacob Bonde fra 1.x på Teknisk Gymnasium på EUC Syd I Sønderborg. Med dem er deres lærer Sven Zachariassen.
De mange elever er udvalgt som deltagere i arrangementet på baggrund af spørgsmål, som de i et forudgående undervisningsforløb selv har formuleret. Spørgsmålene fra Sønderborg blev formuleret af hele 1.x, og ved en demokratisk lodtrækning blev Jacob og Lasse udtrukket til at repræsentere klassen i København.
Kampen om EU
Folketingets EU-Oplysning sætter med arrangementet 'Kampen om EU-dagsordenen' fokus på europaparlamentsvalget over for unge. Målet med arrangementet er udover at styrke interessen for valget, at de unge i løbet af dagen får afprøvet nogle af deres spørgsmål på kandidaterne. Og at de til sidst udvælger 15 spørgsmål, som skal indgå i en test af valgets kandidater, der lanceres i foråret. På den måde er de unge selv med til at sætte dagsordenen for valget.
Formiddagens workshops ledes af medlemmer af Folketingets Europaudvalg. Bl.a. deltager Eva Kjer Hansen (V), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Adelsteen (DF), Camilla Hersom (RV) og Nikolaj Villumsen (EL).
”Jeg glæder mig til at møde de unge og er imponeret over den kvalitet og emnemæssige bredde, der er i deres spørgsmål om EU,” siger formand for Folketingets Europaudvalg, Eva Kjer Hansen.
Arrangementet kan følges på Folketingets tv-kanal og på ft.dk.