Billardbordets overmand
På værtshuset Charlie Chaplin ligger to billardborde skilt i mange stykker, og den grønne dug ligger krøllet sammen på toppen. Lars Willer er ved at skifte stoffet og reparere skaderne på de to flittigt brugte borde. Han har valgt efter at have arbejdet i 17 år som billardbordmontør at blive chef i egen nystartet roskilde-virksomhed Billardmanden.dk. Han lader hånden glide over det bløde glatte stof, der skal holde til lidt af hvert, både rullende baller og hårde stød. 90 procent uld og 10 procent nylon er det lavet af, men så kan de dyre stofmeter også tåle at blive strukket stramt omkring bordene uden at briste. Lars Willer elsker at komme ud på værtshusene og cafeerne, hvor han sætter bordene i fin stand. Han møder altid en hyggelig stemning, der breder sig over morgenkaffen eller øllen. - Der bliver snakket og hygget, og tit følger folk godt med i mit arbejde, når jeg går i gang, siger Lars Willer.
Forbudt for buler
Med billardborde er man nødt til at være meget præcis. Hvis der ligger det mindste fnug på skiferpladen under det grønne klæde, triller ballen skævt og ødelægger spillet. Af samme årsag har Lars Willer også et helt specielt vaterpas, der kan måle den mindste mikroskopiske skævhed ved bordet. Et vaterpas det ville være umuligt at lægge gulv efter, fordi det er så præcist. I Charlie Chaplin bliver bordene brugt så flittigt i turneringer og til hverdag, at de skal sættes i stand fire gange om året. Andre steder nøjes de bare med en enkelt gang. Man kan læse mere om virksomheden på billardmanden.dk. ag@roskildeavis.dk