Fortsæt til indhold

Henrik Sass Larsen ser på stormflodsskader i Jyllinge

Politikerne kæmper for ofre i Nordmarken

Arkiv
Arkiv

Borgmester Joy Mogensen arbejder i øjeblikket på, at beboerne i Nordmarken og ved Roskilde inderfjord får så meget hjælp som muligt og så hurtigt som muligt.
Derfor har hun inviteret minister i Erhvervs- og Vækstministeriet Henrik Sass Larsen, som har takket ja, til et møde.
Det skal foregå i Nordmarken i Jyllinge så hurtigt som muligt. Her får han lejlighed til at se, hvor store skaderne er og til at tale med nogle af de mange hårdtramte beboere.
- Jeg er glad for, han har sagt ja til et møde. Jeg er sikker på, at det også vil gøre et stort indtryk på ham at se, hvor slemt det ser ud i Jyllinge i dag, siger borgmesteren.
Hun har netop fået opbakning fra de andre partier i Byrådet til at skrive et borgmesterbrev til ordførerne i de relevante udvalg i Folketinget om sagen.

Borgmestre i flok

Joy Mogensen er ligeledes ved at finde en mødedato med andre berørte borgmestre omkring fjorden.
De skal sammen finde frem til, hvad de kan blive enige om at presse staten til.
- Jeg vil meget gerne have, at staten tager del i betalingen til sikringen af Roskildes kyster, ligesom det sker i Jylland, siger Joy Mogensen og fortsætter:
- Jeg håber også, at vi får igennem, at der bliver udbetalt noget mere i forsikring til de berørte.
ag